Brian satte luksusbil til salg - "køber" stjal den for næsen af ham

Det var en noget forbavset bilejer fra Nordsjælland, der søndag eftermiddag kunne se sin sorte Audi Cabriolet blive stjålet for næsen af ham.

Normalt markerer et fast håndtryk og overførslen af et aftalt beløb, at to personer er blevet enige om salget af en vare.

Men så langt nåede Brian Nielsson ikke, da han forleden skulle sælge sin bil.

quote Jeg tænkte: "Hvad skete der? Han stjal min bil"

Brian Nielsson

Bilen blev nemlig stjålet for næsen af ham under en fremvisning, efter den potentielle køber og Brian Nielsson selv havde været ude at prøvekøre bilen.

- Jeg stiger ud af bilen, og ligesom jeg gør det, knalder han speederen i bund, siger Brian Nielsson til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Jeg tænkte: "Hvad skete der? Han stjal min bil", siger Brian Nielsson.

Under fremvisningen af bilen, som var blevet sat til salg på Den Blå Avis (DBA) og Bilbasen for 209.000 kroner, havde køberen, der skulle vise sig at være en biltyv, vist en nærmest barnlig begejstring for bilen, fortæller Brian Nielsson til TV 2 Lorry.

- Han fortalte både, at han havde to jobs, at han havde sparet op til bilen, og han nu ville opgradere til en ny bil, siger Brian Nielsson og uddyber:

- Han spurgte også efter servicebogen og så i den. Vi talte ret godt sammen, siger Brian Nielsson, der blot få minutter efter bilen forsvandt, ringede til politiet.

En usædvanlig hændelse

Nordsjællands Politi oplyser til TV 2 Lorry, at det stjålne køretøj er efterlyst i politikredsens systemer, og hvis det dukker op på vejene via nummerpladegenkendelse, vil politiets patruljer registrere det.

Herefter vil de kunne sætte efter det stjålne køretøj.

Nordsjællands Politi kan dog ikke give et konkret bud på, hvad der er sket med bilen. 

- Det kan være, at den skal sælges videre eller blive brugt i en anden kriminel handling, siger Thomas Overgaard, der er politikommissær i Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry og fortsætter:

Signalement af "køberen"

- Jeg har ikke før hørt om, at der er nogen, der har været med på en prøvetur til købet af en bil for så derefter at stikke af derfra med bilen, siger Thomas Overgaard.

På trods af at Nordsjællands Politi ikke har hørt om en sådan hændelse før, kommer politikredsen med en opfordring til folk, der vil sælge deres bil til en privatperson.

- Det er først og fremmest vigtigt at få køberen til at forevise sit kørekort. Hvis køberen skal prøve bilen, så tag med på turen, og når turen er overstået, så vent med at stige ud af bilen, til du har nøglerne i hånden, eller til at køberen stiger ud, siger Thomas Overgaard.

Han påpeger dog, at det er svært at helgardere sig mod en sådan situation.

Ikke nervøs for kommende salg

Selvom Brian Nielsson ikke har store forhåbninger om, at han ser sin bil igen, så vil han fremadrettet ikke være bange for at sælge en bil til en privatperson.

- Jeg har været virkelig uheldig. Jeg har det fint med alt det, jeg gjorde, og der var intet, jeg kunne have gjort anderledes. Det var en sjældenhed, og jeg tror ikke, det er normalen, siger Brian Nielsson.