Skole-succes: Her er frokosten afgørende for elevernes fremtid

På Erhvervskolen Nordsjælland mener man at have knækket koden i forhold til det store frafald blandt eleverne.

En frokost - meget mere skulle der ikke til, for at frafaldet af Gribskov-elever på Erhvervsskolen Nordsjælland i Hillerød faldt fra op mod 40 procent til et rundt nul i løbet af de seneste år.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Hver onsdag gennem de sidste to år har vejleder Erik von Magius og mentor Birger Jørgensen spist frokost med de unge, der kommer fra Gribskov Kommune. Vejledningen giver en sandwich og en sodavand, og de unge kvitterer med at blive på deres uddannelse.

-Det er den blide hånd i ryggen. For nogle af vores unge skal der ikke være alt for høje tuer på vejen, før læsset vælter. Mange har dårlige skoleerfaringer. Dét med at møde i skole og skaffe sig en læreplads er en udfordring – de er bange for afslag. Dejligt, de kommer i gang uden at opleve de nederlag, som statistikkerne viser, at der er, siger lederen af UU-vejledning i Gribskov, Jeppe Lilholt, til Frederiksborg Amts Avis.

Relationer betyder alt

Man mener, at man styrker fællesskabet, da eleverne har mulighed for at få afløb for deres frustrationer, som de går rundt med. Den fælles frokost bidrager til en tættere relation mellem ansatte og elever.

- I vores arbejde er det relationer, der betyder alt. Og vi får en relation til de der knægte, siger vejleder Erik Von Magius.

- Når vi spiser frokost sammen en gang om ugen, betyder det, at en del af de frustrationer, de har, dem kan vi tage i opløbet. Problemerne bliver løst, før de får lov at vokse sig store, siger han.

Pengene til ordningen er fundet i budgettet. Der er ikke tilført ekstra midler, oplyser Erhvervsskolen Nordsjælland.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik