Magtesløse erhvervsdrivende: "Konkursen truer"

Efter mere end halvanden måned uden indtægter er der fortsat mange tusinde erhvervsdrivende, som ikke har set en krone fra statens hjælpepakker.

- Vi bløder. Budgetkontoen bløder. Der kommer ingen penge ind overhovedet, lyder det fra ejeren af renseriet Texpert i Helsinge, Jan Morgen. Privatfoto.

De har haft det i 16 år, det lille vaskeri og renseri i shoppingcentret VP-Arkaden i Helsinge. 

Om ganske få dage risikerer det at være slut.

- Jeg er magtesløs, frustreret og vred over det. Det er altafgørende for vores fremtid

Jan Morgen, Renseriejer, Helsinge

- Vi bløder. Budgetkontoen bløder. Der kommer ingen penge ind overhovedet. Og vi har lige betalt termin. Om lidt er det den første, og vi har ikke en krone til de faste udgifter, ligesom kassekreditten er tom, siger den 58-årige ejer af vaskeriet Texpert, Jan Morgen, til TV 2 Lorry.

Foreløbig har udlejeren givet dem udsættelse på de 13.000 kroner, som vaskeriet koster i leje om måneden.

Corona risikerer at koste Jan Morgen sit renseri. Privatfoto.

- Status er, at vi ingen løn får den første maj og derved ikke kan betale vores private udgifter. Det kan meget vel ende med konkurs, arbejdsløshed, stor gæld, og huset på tvang, siger Jan Morgen, som undrer sig over den lange ventetid på udbetalingen fra hjælpepakkerne. 

Det kan meget vel ende med konkurs, arbejdsløshed, stor gæld, og huset på tvang

Jan Morgen, Renseriejer

- Jeg er magtesløs, frustreret og vred over det. Det er altafgørende for vores fremtid, siger han. 

Samme problemer utallige steder

På Nørrebros Runddel i København ligger det mere end hundrede år gamle værtshus, Runddelen. Indehaver Keld Hilmar Hansen er akkurat lige så vantro, når talen falder på penge fra de økonomiske hjælpepakker.

Penge, som han heller ikke har set skyggen af endnu.

- Det er svært og meget udfordrende. Nu er det den første igen, og jeg skal betale mine faste udgifter, jeg skal betale min husleje, jeg skal betale nogle lønninger, jeg skal betale mine forsikringer og el og gas, videoovervågning - og jeg har ikke set en krone fra staten endnu, siger Keld Hilmar Hansen.

Keld Hilmar Hansen, Indehaver, Café Runddelen

Hvilke muligheder har du for at holde skindet på næsen?

- Altså mit privatforbrug er lig nul. Og så bruger jeg, hvad jeg har af opsparing. Jeg er jo bare en lille selvstændig, så jeg har jo ikke flere millioner stående nogle steder.  Spørger du mig om fire uger sidder jeg ikke længere ned - så hopper jeg af raseri. Jeg har valgt at give mine ansatte fuld løn, og så håber jeg at få noget retur fra staten, men den er selvfølgelig også hårdt ramt, siger Keld Hilmar Hansen, som helt har opgivet at få svar fra Erhvervsministeriet.

- Der er ikke nogen, der ved noget som helst. Når du ringer derind bliver du smidt rundt i en teleslynge - det er helt tydeligt, at der ikke er nogen, der ved nogen som helst om, hvornår vi får nogle penge. Så vi er holdt op med at ringe. Og jeg har helt ondt af dem, der sidder derinde, fordi de ved det heller ikke, siger Keld Hilmar Hansen.

Det har i dag ikke været muligt for TV 2 Lorry få en kommentar fra Erhvervsministeriet.

Bekymring over udmelding fra regeringen

I sidste uge gav erhvervsminister Simon Kollerup udtryk for, at regeringen har valgt en forsigtig strategi for at sikre, at der ikke snydes med hjælpepakkerne.

- Det er jo brandærgerligt, hvis det skal være lange sagsbehandlingstider og manglende bureaukrati, der skal være årsagen til, at de må dreje nøglen rundt.

Afdelingschef og cheføkonom i SMVdanmark,  Mia Amalie Holstein

- Ligesom det er afgørende for virksomhederne, at pengene kommer ud, er det afgørende, at det sker på en ansvarlig måde uden svindel. Begge hensyn tilgodeses, lød det onsdag fra ministeren.

Læs også Organisationer i opråb: Virksomheder skal have hjælp lige nu

Og det er en udmelding, som vækker stor bekymring hos SMVdanmark - de små og mellemstore virksomheders hovederhvervsorganisation.

- Det er meget alvorligt. Mange af vores virksomheder tæller i dage og ikke uger, når de taler om, hvor længe der går, før de går konkurs. Og det er jo brandærgerligt, hvis det skal være lange sagsbehandlingstider og manglende bureaukrati, der skal være årsagen til, at de må dreje nøglen rundt. Særligt for den enkelte, som må se sit livsvværk styrte i grus, men også for økonomien som helhed. Dette vil få krisen til at bide sig ekstra godt fast, siger afdelingschef og cheføkonom i organisationen, Mia Amalie Holstein.

Hun peger på, at mange af virksomhederne i ventetiden må ty til løsninger, som risikerer  at blive ekstra dyre på længere sigt.

- De trækker private midler ind i deres virksomheder, undlader at betale deres regninger, låner i banker, af familie og venner eller optager alternative lån som for eksempel kviklån, siger Mia Amalie Holstein.

Læs også SAS-fyringer rammer hovedstadsområdet: “Det kommer til at gøre rigtig ondt”

 



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik