Efter narkosalg ved skoler - politiet har ”bekymringssamtaler” med unge under 18 år

Sagen om salg af hash og kokain ved flere folkeskoler før vinterferien er ikke glemt.

Nordsjællands Politi og Gribskov Kommune har fortsat fokus på at dæmme op for, at unge i kommunen bliver tilbudt ulovlige stoffer i nærheden af nogle af kommunens skoler.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Et reelt problem med salg af hash og kokain ved flere folkeskoler i Gribskov Kommune fik i starten af februar Nordsjællands Politi til at afvikle razzia på blandt andet Gilbjergskolen.

Som en del af opfølgningen tager Nordsjællands Politi hjem til de unge, som er under 18 år, og taler med både de unge og deres forældre ved en såkaldt ”bekymringssamtale”.

 

- Vi følger op over for de unge, som vi ved enten er en del af den gruppering, som tilbyder euforiserende stoffer, eller som vi har kendskab til har købt ulovlige stoffer, siger vicepolitiinspektør Brian Stybe Grayston.

Desuden bliver Gribskov Kommune underrettet om, at den unge har været i kontakt med politiet samt årsagen hertil.

Indsatsen med SSP’ere

Ifølge TV 2 Lorrys oplysninger skulle salget af stoffer være særligt galt på tre folkeskoler i Gribskov Kommune - deriblandt altså Gilbjergskolen. Ved razzian i starten af februar endte man dog ikke med at finde noget.

I forbindelse med den fælles indsats øgede Nordsjællands Politi sin tilstedeværelse i kommunen med flere kørende patruljer og forebyggelsesmedarbejdere, ligesom kommunens SSP-medarbejdere også var synligt til stede i gadebilledet.

- Vi er meget glade for, at vi har haft mulighed for at handle hurtigt og tage dette i opløbet takket være et særdeles godt samarbejde med Nordsjællands Politi. Vi fortsætter indsatsen med vores SSP’ere og gadeplansmedarbejdere, som vil være synlige og opsøgende der, hvor de unge færdes, siger direktør for Plan, Teknik og Beskæftigelse Niels Tørsløv.

Gilbjergskolen i Gilleleje er blandt de skoler, hvor der er blevet solgt stoffer.
Gilbjergskolen i Gilleleje er blandt de skoler, hvor der er blevet solgt stoffer.
Foto: TV 2 Kosmopol

Det har skabt bekymring hos Nordsjællands Politi, at der er unge, der enten sælger ulovlige stoffer eller er blandt køberne. Derfor fortsætter man det tætte samarbejde med Gribskov Kommune, så man i fællesskab kan forhindre, at de unge bliver fristet til at købe ulovlige stoffer eller bliver rekrutteret til den gruppe, som politiet formoder står bag salget. Nordsjællands Politi har i den forbindelse også stadig brug for borgernes hjælp:

- Vi har fået mange gode og brugbare oplysninger, som har været medvirkende til, at vi har kunne afdække de udfordringer, der er i området. Jeg vil igen opfordre til, at borgerne kontakter os enten via områdebetjenten eller 114 og på den måde hjælper os med at sætte en stopper for det her, så kommunens unge igen kan færdes trygt, siger Brian Stybe Grayston.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik