Fire valgperioder - fire borgmestre. Kommunalvalg er altid spændende i Gribskov.
For i modsætning til langt de fleste andre steder, så er det her reglen frem for undtagelsen, at der kommer et nyt politisk flertal og en ny borgmester, når vælgerne har været ved stemmeurnerne.
Hvad er der på spil?
Intet er afgjort på forhånd i kommunen på nordkysten, der som den eneste i hovedstadsområdet har en borgmester valgt for en lokalliste - nemlig Anders Gerner Frost fra partiet Nytgribskov.
Hans position som kommunens førstemand er langt fra sikker. Gribskov har historisk set været Venstre-land, og den nye spidskandidat Bent Hansen vil kæmpe for, at det bliver sådan igen.
Gribskov
Mandatfordeling i byrådet
Borgmester:
Anders Gerner Frost (Nytgribskov)
1. viceborgmester:
Bo Jul Nielsen (RV)
2. viceborgmester:
Kim Valentin (V)
* To lokalpolitikere er skiftet til Nytgribskov i indeværende valgperiode. Jesper Behrensdorff blev valgt for Det Konservative Folkeparti, og Jonna Præst blev valgt for Dansk Folkeparti.
** En lokalpolitiker er skiftet til Radikale Venstre i indeværende valgperiode. Bo Jul Nielsen blev valgt for Socialdemokratiet.
*** To lokalpolitikere er blevet løsgængere i indeværende valgperiode. Bettina Sølver blev valgt for Socialdemokratiet, og Morten Ulrik Jørgensen blev valgt for Nytgribskov.
Hvem er favoritten og hvorfor?
Det er den nuværende borgmester Anders Gerner Frost fra Nytgribskov.
- Lokallisten gik sidste gang til valg på løfter om mere åbenhed i kommunale beslutningsprocesser og mere borgerinddragelse. Vælgerne skal derfor nu tage stilling til, om det er blevet indfriet, og om Nytgribskov i det hele taget har skabt den fornyelse, som der blev lovet.
- I Gribskov kommer alt til at afhænge af, hvem der er bedst til at forhandle på valgnatten, for stemmerne kommer formentlig til at fordele sig på en måde, hvor det kan gå mange veje.
- Her er det mest sandsynligt, at borgmester Anders Gerner Frost og Nytgribskov vil trække det længste strå, da lokallisten frigjort fra ideologiske lænker har lettere ved at forhandle til flere sider og dermed har gode kort på hånden.
Hvem er førsteudfordrer, og har han en chance?
Det er spidskandidat Bent Hansen fra Venstre.
- Gribskov har som oftest været styret af Venstre. Det gælder både i kommunens nuværende form og i de to kommuner, der i sin tid blev sammenlagt til Gribskov. Venstre fik også flest stemmer i kommunen ved det seneste valg.
- Så ja, Bent Hansen har bestemt en chance. Han er dog udfordret af, at det går dårligt for Venstre på landsplan, og at han er ny spidskandidat, som vælgerne først skal til at lære at kende.
- Bent Hansens muligheder for at samle et flertal bag sig ser umiddelbart mere begrænsede ud, end de gør for Anders Gerner Frost.
Hvilke temaer kommer til at fylde i valgkampen?
-
Demografi og byudvikling
Gribskov har brug for flere skatteborgere. Der kommer flere og flere ældre, og det koster mange penge. Politikerne vil gerne lokke familier med børn til Gribskov. Hvordan kommunen gør det bedst, er der dog delte meninger om. Flere byudviklingsprojekter er blevet flittigt debatteret i indeværende valgperiode - herunder et i Ramløse og et i Gilleleje.
-
Det specialpædagogiske skoleområde
Det er blevet foreslået at samle Gribskovs 11 specialtilbud i færre og større centre. Fra politisk side er det blevet meldt ud, at den nuværende organisering er for dyr, og at den gør det svært for kommunen at rekruttere, hvilket gør specialtilbuddene sårbare. Lærere har protesteret, og forældre har demonstreret imod ændringerne. Partierne bag det seneste budgetforlig har så besluttet at skyde reorganiseringen til side, men der er planer om at sætte sagen på dagsordenen igen i 2022.
-
Ældreområdet
Et emne, der har fyldt mest i debatten i de seneste år. Gribskov er kendt for at være førende på udlicitering, og i 2014 gennemførte kommunen det, der er blevet kaldt danmarkshistoriens største udbud på ældreområdet, hvilket betød, at hjemmeplejen blev givet til private aktører. Det førte til en perlerække af problemer – mest omtalt er sagerne om plejesvigt og fakturering for døde eller indlagte borgere fra virksomheden Attendo, der endte med at blive fyret. Bøvlet med hjemmeplejen stoppede dog ikke der. I indeværende valgperiode er det blevet besluttet at oprette en kommunal hjemmepleje, der kan supplere de private aktører, men der er fortsat problemer – blandt andet fordi der har manglet medarbejdere. Der er uden tvivl nogle borgere i Gribskov, der gerne vil vide, hvordan politikerne i Gribskov vil få styr på ældreområdet én gang for alle.
Hvordan gik det ved valget i 2017?
Anders Gerner Frost blev borgmester i en konstituering med seks mandater fra Nytgribskov, fem mandater fra Socialdemokratiet og et enkelt mandat fra Enhedslisten.
Det betød, at Anders Gerner Frost fik opbakning fra 12 af byrådets 23 medlemmer.
Der er efterfølgende lavet flere omkonstitueringer i Gribskov. Den seneste var en bred aftale med hele byrådet, der dog faldt delvist fra hinanden igen, da Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti meldte sig ud.
Hvem blev de største stemmeslugere ved valget i 2017?
Antal stemmer | ||
---|---|---|
1. Kim Valentin (V) • | 11,15% af alle afgivne stemmer | 2.664 |
2. Anders Gerner Frost (Nytgribskov) • | 2.321 | |
3. Bo Jul Nielsen (S)* | 1.077 | |
4.Jannich Petersen (V)• | 766 | |
5. Pia Foght (S) | 669 |
*En lokalpolitiker er skiftet til Radikale Venstre i indeværende valgperiode. Bo Jul Nielsen blev valgt for Socialdemokratiet.
Hvordan har byrådet fordelt pengene i de seneste års budgetter?
- Det første budget i valgperioden blev en aftale indgået mellem Venstre, Nytgribskov, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten. Kun en løsgænger stod udenfor. Gribskov var i økonomiske vanskeligheder, og mest markant i dette budget var en skattestigning fra 24,70 procent til 25,40 procent, hvilket førte til sanktioner fra staten. Årsagen til skattestigningen var udligningen, lød det fra byrådet.
- Kommunens økonomiske vanskeligheder sluttede ikke der. Et samlet byråd vedtog året efter et budget med store besparelser, der især ramte de store velfærdsområder med flere lukkedage i daginstitutionerne og færre bad og mindre rengøring til de ældre. Der var tale om en to-årig aftale, der året efter blev bekræftet med mindre tilpasninger af partierne Venstre, Nyt Gribskov, Socialdemokratiet, Enhedslisten og Radikale Venstre.
- Det seneste budget – der blandt andet gælder for næste år – ser anderledes ud uden store besparelser. Her er der blandt andet fundet penge til at tilbagerulle nogle af forringelserne på ældreområdet, og så er der afsat midler til et stort tværkommunalt kystsikringsprojekt. Det er partierne Nytgribskov, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre og en løsgænger, der står bag budgettet. Dermed står Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og en anden løsgænger udenfor. Der er i byrådet uenighed om, hvorvidt budgettet er realistisk eller ej.
Hvem har indgået valgforbund?
Der er tre valgforbund i Gribskov Kommune:
- Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet
- De Konservative, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Venstre
- Nytgribskov, KultureltFokus og Klimapartiet i Gribskov
Hvad betyder valgforbund og konstituering?
Valgforbund:
Når to eller flere partier går sammen i et valgforbund, tæller gruppen som ét parti, når stemmerne skal omsættes til mandater.
Overskydende stemmer kan puljes og tilsammen skaffe valgforbundet et mandat - eller et ekstra mandat.
Hvert parti kan kun indgå ét valgforbund. Valgforbund indgås typisk mellem lister og partier, der står hinanden politisk nær, men de er ikke forpligtet til at støtte hinanden, når der skal findes flertal bag en borgmester.
Konstituering:
Når valgresultatet er kendt på valgaftenen og valgnatten, vil de forskellige borgmesterkandidater forsøge at finde et flertal blandt de øvrige partier. Hvis ét parti alene har flertal, kaldes det absolut flertal. Når en borgmesterkandidat har fundet flertal, vil parterne typisk underskrive en konstitueringsaftale.
En konstitueringsaftale er ikke juridisk bindende og kan ikke håndhæves. Kommunalbestyrelsens konstituering sker på det konstituerende møde, der som regel finder sted et par uger efter valget. Her vælges blandt andet borgmester, viceborgmestre og udvalgsformænd.
Kilde: Indenrigs- og Boligministeriet og TV 2 Lorry
Hvad er ellers værd at lægge mærke til?
Man kan sige meget om lokalpolitik i Gribskov - men kedeligt er det sjældent. Det gælder derfor om at holde tungen lige i munden, hvis man vil følge med i, hvad der sker.
- Hele fem lokalpolitikere har skiftet parti eller er blevet løsgængere i denne valgperiode - herunder 1. viceborgmesteren.
- En anden af de fem lokalpolitikere er Morten Ulrik Jørgensen, der forlod Nytgribskov i forbindelse med sagen om den skandaleramte kostskole Havregården i Smidstrup. Her var Morten Ulrik Jørgensen forstander, indtil han blev fyret og politianmeldt i forbindelse med afsløringerne om forholdene på stedet. Seks medlemmer af byrådet skrev et åbent brev til Morten Ulrik Jørgensen, hvor de bad ham trække sig som formand for det særlige udvalg i Gribskov, der håndterer tvangsfjernelser af børn. Morten Ulrik Jørgensen er blevet efterforsket af politiet i længere tid, men der er på nuværende tidspunkt ikke rejst tiltale mod ham. Morten Ulrik Jørgensen har efter en periode som løsgænger nu stiftet en lokalliste.
- Intern fløjkrig og uenigheder om den politiske linje i Socialdemokratiet i Gribskov førte til, at partiets spidskandidat trak sig tre måneder før kommunalvalget. To andre kandidater sagde også farvel og tak. Socialdemokratiet har siden sammensat et nyt hold.
- Der har også været sagen om et budgetseminar, hvor en lokalpolitiker blev krænket. Byrådet har siden fået en drejebog for håndtering af krænkende adfærd samt etiske spilleregler.
- Borgmester Anders Gerner Frost, hvis civile erhverv er ejendomsmægler, har i indeværende valgperiode lavet tv-programmet “To ens – med Ingemann”. Tidligere har han deltaget i “Hammerslag”.
- Da Bent Hansen blev valgt som spidskandidat for Venstre, vandt han blandt andet over den olympiske mester i badminton Poul-Erik Høyer, der tidligere har siddet i byrådet for Venstre i Gribskov.
- Nu vi er ved sportsstjernerne, så stiller den tidligere professionelle cykelrytter Jesper Skibby op for Nytgribskov.
Forudsigelsen:
Det er mest sandsynligt, at Anders Gerner Frost fortsat vil bestride borgmesterposten efter kommunalvalget, men alt kan ske i Gribskov.
Sådan har vi gjort
TV 2 Lorry har skrevet denne analyse på baggrund af research, en lang række skriftlige kilder og samtaler med en stribe af kilder med kendskab til de politiske forhold i kommunen.
Her er kandidaterne i Gribskov Kommune
Valgforbund:
- Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Alternativet
- De Konservative, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Venstre
- Nytgribskov, KultureltFokus, Klimapartiet i Gribskov
Liste A - Socialdemokratiet
Morten Dahlberg
Allan Nielsen
Pia Foght
Mette Tolstrup
Jannik Lyng Petersen
Steffen D. Goldschmidt
Daniel Faber Threms
Liste B – Radikale Venstre
Bo Jul Nielsen – Gilleleje
Mette Dollerup - Gilleleje
Rikke Heitmann - Græsted
Thomas Frandsen - Tisvildeleje
Jens Peter Hansen - Gilleleje
Karl Terpager Andersen - Vejby
Frank Slemming - Gilleleje
Arne Skovgaard - Helsinge
Søren Bald – Tibirke Sand
Liste C – Det Konservative Folkeparti
Trine Egetved
Lars Nielsen
Samir Maali
Daniel Frigast
Helene Gerlykke-Dohn
Simon Mortensen
Bertel Bording
Michael Frank Hansen
Lars Bregnbak
Kim Thonsgaard
Casper Hannibal Aistrup
Jens Zwicky
Hasse Højmark
Liste D – Nye Borgerlige
Kim Hinrich - Helsinge
Zandra Tholstrup Pihl - Ørby
Helle Lund - Gilleleje
Thomas Thorby Bang - Helsinge
Rasmus Kaspar Jensen - Annisse
Leif Krøyer - Græsted
Peter Sørensen - Mårum
Liste E - Nytgribskov
Anders Gerner Frost
Pernille Søndergaard
Morten Rohde Klitgaard
Pernille Kromann Sams
Jesper Behrensdorff
Jonna Præst
Tonny Nalepa Jensen
Astrid Recinella
Oliver Møllenberg
Ceren Sen
Thomas Jung
Janni Bøgh Olsen
Jesper Skibby
Pernille Albjerg Sørensen
Henrik Magelund
Andreas Søgaard
Flemming Blixt
Allan Sørensen
Anders Grøndahl
Ole Krogh
Søren Maack
Allan Petersen
Liste F – Socialistisk Folkeparti
Jens Rane Holck - Tisvilde
Mathias Arnvig Zilberberg – Gilleleje
Kirsten Rolfsager - Dronningmølle
Susan Kjeldgaard - Gilleleje
Jens Hoffmann – Helsinge
Kirsten Juul – Smidstrup Strand
Lars Kiilerich Laustsen - Annisse
Børge Sørensen – Gilleleje
Liste M – Klimapartiet i Gribskov
Gert Lassen
Liste O – Dansk Folkeparti
Brian Lyck Jørgensen
Michael Rerup
Anja Schlie
Keld Lund
Henrik Hedelund
Henrik Fugl
Finn Fredsgaard
Liste U - KultureltFokus
Morten Ulrik Jørgensen
Helene Bartram
Steen Hasselby
Camilla Nielsen
Mikkel Ramm
Jeanette Wachenschwantz
Hanne Brudholm
Liste V - Venstre
Bent Hansen
Kim Valentin
Natasha Stenbo Enetoft
Tue Villebro
Helle Blomsterberg
Jørgen Simonsen
Sally Schlichting
Betty Schachtschabel
Steen Pedersen
Eskild Beiter
Bill Kaae
Johnny Braginski
Carl-Børge Christiansen
Viola Mathiasen
Pia Mørz
Flemming Steen Munch
Jannich Petersen
Birgit Roswall
Liste Ø – Enhedslisten
Michael Hemming Nielsen - Gilleleje
Arne Würgler – Dronningmølle
Annie Hagel – Gilleleje
Christine Scherfig - Græsted
Jørgen Sidenius Strøm - Tisvildeleje
Jette Borgvold Hansen – Gilleleje
Kurt Schimmell – Dronningmølle
Claus Nedenskov - Gilleleje
Liste Å - Alternativet
Maud Margrethe Pedersen
_
_