Benjamin går på sin fjerde uddannelse: - Jeg skammer mig ikke

Benjamin Andersens uddannelsesvej har været mere kringlet end de flestes. Han opfordrer andre til at droppe skammen og i stedet være stolte over at turde skifte retning.

Et teknisk gymnasium, et handelsgymnasium, en erhvervsuddannelse og en forberedende grunduddannelse.

21-årige Benjamin Andersen fra nordsjællandske Græsted går på sin fjerde uddannelse efter folkeskolen. Indtil videre er kun erhvervsuddannelsen blevet færdiggjort.

Hvorfor har du gået så mange steder?

- Fordi jeg har prøvet at finde et sted, hvor jeg faktisk føler mig tryg og tilpas, svarer han.

I det ligger der, at både faglige og sociale præstationer har presset ham, og at han har været meget usikker på, hvor han ser sig selv i fremtiden.

Det er han bestemt ikke ene om.

Valg i ungdomslivet

  • I en analyse (Dansk Ungdoms Fællesråd, 2019) frygter mere end en tredjedel i nogen grad at vælge forkert i livet. En anden tredjedel frygter det i høj eller meget høj grad. 

    De adspurgte unge er et repræsentativt udsnit af unge mellem 16 og 29 år.
     
  • I en anden undersøgelse blandt gymnasieelever (Center for Ungdomsstudier, 2017) erklærer næsten fire ud af ti sig enige eller meget enige i udsagnet "Min fremtid bekymrer mig".

    Heldigvis beskriver størstedelen også fremtiden som spændende.

En "quitter"

For Benjamin Andersen har de mange uddannelsesskift både påvirket omgivelsernes og hans egen syn på ham.

- Det har virket lidt, som om jeg bare har været en "quitter", der ikke har gidet noget. Det er lidt det indtryk, jeg har fået fra andre, at de har været sådan: "Nå, så du droppede bare ud af det?"

Har du også tænkt sådan om dig selv?

- Ja, det har jeg.   

quote Det har virket lidt, som om jeg bare har været en "quitter", der ikke har gidet noget.

Benjamin Andersen 

Efter at have gået på både teknisk gymnasium, handelsgymnasium og taget en erhvervsuddannelse fik Benjamin en elevplads i Bilka.

Her knækkede filmen for ham. 

Han fik det dårligere og dårligere psykisk og måtte til sidst sygemeldes med symptomer på både stress og depression. Han endte med at gå hjemme i otte måneder.

For Benjamin Andersen har fotografering altid været hans frirum. 
For Benjamin Andersen har fotografering altid været hans frirum. 
Foto: Sofie Gauger - TV 2 Lorry

I perioder, hvor han har været ked af det, har han dog altid søgt flugt i sin store passion: Fotografi. Og også under sygemeldingen greb han til kameraet. 

Det fik en tanke til at spire:

Måske var det det, han skulle satse på - sådan for alvor?

- Det, jeg har været allermest bange for, ved at starte som fotograf, er, at jeg mister mit frirum. Det er måske også derfor, jeg var fem år om at finde ud af, at jeg ville gøre det, fortæller Benjamin Andersen. 

(Artiklen fortsætter under videoen)

I afsnit 4 af ungdomsserien "En plads i flokken" møder du Benjamin. 

"Jeg skammer mig ikke"

I dag går Benjamin Andersen på en FGU (forberedende grunduddannelse) med film og foto i fokus. Og aldrig har han følt sig så godt tilpas.

Derfor har han også ændret indstilling til de mange uddannelsesskift, der førte ham dertil: 

- Jeg skammer mig ikke over det. Jeg er bare glad for, at jeg har fundet, hvad jeg kan lide, understreger han. 

Han opfordrer andre, der overvejer eller allerede har skiftet uddannelse, til at vende skammen til en stolthed over, at de tør gøre det. 

Og så har han accepteret, at det endnu ikke står hugget i granit, hvor han ender i fremtiden:

- Nu tager jeg det lidt, som det kommer og prøver bare at udforske foto yderligere.

"En plads i flokken"

TV 2 Lorry har talt med en gymnasieklasse fra Solrød: Hvad optager dem, bekymrer dem, begejstrer dem? 

Med klassen som panel følger serien forskellige unge, der på hver deres måde jagter "En plads i flokken."

 

Se den her.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik