Dommer fængsler direktør på mistanke om coronasnyd

En mand fra Greve har modtaget lønkompensation til medarbejdere, som ifølge politiet ikke har været ansat.

ARKIVFOTO Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En 32-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger i en sag om bedrageri med lønkompensation under coronakrisen.

Det oplyser senioranklager Anja Lund Liin fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Han har søgt staten om knap 220.000 kroner i lønkompensation for medarbejdere, som han ikke havde.

Anja Lund Liin, senioranklager, Midt- og Vestsjællands Politi

Ifølge sigtelsen har manden fået udbetalt lønkompensation til medarbejdere, som ikke var ansat. Han er direktør i en virksomhed i Greve.

Læs også Dommer fængsler mand i sag om svindel med hjælpepakke

- Han har søgt staten om knap 220.000 kroner i lønkompensation for medarbejdere, som han ikke havde. Han har fået udbetalt pengene, men vi har beslaglagt dem, så han har ikke nået at få glæde af dem, siger Anja Lund Liin.

Virksomheder har i foråret haft mulighed for at få udbetalt lønkompensation for at undgå at skulle fyre medarbejdere i forbindelse med coronaudbruddet.

Lønkompensationen er et af flere initiativer i de hjælpepakker, der skal hjælpe virksomheder, som har haft svært ved at drive forretning på grund af den delvise nedlukning af samfundet.

Nægter sig skyldig

Den 32-årige mand fra Greve nægter sig skyldig i bedrageri.

Læs også Så mange er sendt hjem på lønkompensation i din kommune

- Han erkendte at have søgt om lønkompensation, men påstod, at ansøgningen beroede på en fejl, siger Anja Lund Liin.

Anklageren kan ikke give et klart svar på, hvilken type virksomhed manden ejer - og det kunne han heller ikke selv i grundlovsforhøret.

- Han havde svært ved at forklare, hvad virksomheden beskæftiger sig med. Men det er angiveligt noget med salg af naturprodukter, siger hun.

Han kærede ikke fængslingen.

/ritzau/



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik