Anklager vil have ældre ægtepar idømt fængsel for hadforbrydelse mod ung kvinde

I en sag om et racistisk overfald på en ung, muslimsk kvinde kræver anklagemyndigheden ægtepar idømt fængselsstraf, fordi der var tale om en hadforbrydelse.

Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi har rejst flere tiltaler mod en mand og en kvinde, der i februar måned overfaldt en ung kvinde ved en parkeringsplads i Gladsaxe.

De tiltalte, der ifølge Ekstra Bladet er et ældre ægtepar i 60’erne, er tiltalt for vold mod kvinden, mens manden i ægteparret også er tiltalt for at true kvinden med vold og for hærværk mod hendes bil.

Samtidig kræver Anklagemyndigheden straffen skærpet, så ægteparret straffes med fængsel, fordi der er tale om en hadforbrydelse.

Ifølge Anklagemyndigheden havde forbrydelsen nemlig baggrund i offerets etniske oprindelse, tro eller lignende. Det giver mulighed for at straffe med en skærpende paragraf.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Den forurettede kvinde, som er i 30’erne, er ifølge Ekstra Bladet muslim og blev i forbindelse med overfaldet udsat for racistiske tilråb, mens parret udøvede vold mod hende i en sådan grad, at hun efterfølgende måtte på skadestuen til behandling.

Blev kaldt ”perkerluder”

Ekstra Bladet har tidligere fået fortalt hændelsesforløbet fra det kvindelige offer og fået det bekræftet af det tiltalte ægtepar.

Avisen skriver således, at overfaldet fandt sted ved Harald Nyborg i Gladsaxe, efter den ældre kvinde havde slået bildøren ind i den forurettede kvindes bil fire-fem gange. Da den unge kvinde konfronterede den ældre kvinde med dette, ilede den tiltalte ægtemand til stede og kaldte den unge kvinde for ”perkerkælling”, hvor efter han spyttede hende i hovedet.

Herefter holdt ægteparret den unge kvinde fast og udøvede vold mod hende, mens flere vidner ifølge Ekstra Bladets beretning så til uden at gøre noget. Et vidne greb dog ind, da manden gjorde an til at slå den unge kvinde i hovedet med en ratlås.

Herefter kaldte manden kvinden for både ”perkerluder” og ”kælling”, inden ægteparret kørte fra gerningsstedet.

Senere blev ægteparret anholdt. Over for Ekstra Bladet har de erkendt episoden.

Sigtelse for racismeparagraf frafaldt

Tidligere har Københavns Vestegns Politi afvist overfaldet som en hadforbrydelse, men dette blev siden ændret med tiltalen fra Anklagemyndigheden.

De tydeligvis racistiske ytringer i forbindelse med overfaldet fik dog Københavns Vestegns Politi til at sigte manden for at overtræde racismeparagraffen.

Siden har Rigsadvokaten foretaget en vurdering af sagen og besluttet at opgive sigtelsen, fordi denne vurderede, at en domstol ikke ville finde sigtede skyldig, fordi de racistiske udtalelser ikke blev ”fremsat offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds”, sådan som paragraffen foreskriver.

Derfor bliver manden og kvinden kun tiltalt for hadforbrydelser.

Straffesagen skal afgøres ved Retten i Glostrup onsdag den 12. maj.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik