Mange familier slapper af og holder efterårsferie denne uge. Men for tyvene betyder efterårsferie arbejde. Nordsjællands Politi advarer derfor om indbrud i uge 42.
Det seneste års statistik for anmeldte indbrud i Nordsjælland viser, at der i skolernes efterårsferie sker en markant stigning i antallet af anmeldte indbrud sammenlignet med uge 41 og uge 43 - og de fleste af årets resterende uger.
Nordsjællands Politi sætter denne uge fokus på de mange indbrud ved hver dag at offentliggøre antallet af anmeldte indbrud i Nordsjælland inden for det seneste døgn.
- Ved dagligt at sætte fokus på antallet af indbrud begået i efterårsferien håber vi på at inspirere nogle flere boligejere til at sikre deres hjem mod indbrudstyvene. Vi vil ikke lave en skræmmekampagne, men vi vil gerne have borgerne til at slippe tanken om, at indbrud kun sker for naboen, siger politiinspektør Lau Thygesen fra Nordsjællands Politi i en pressemeddelse.
Flere indbrud i Nordsjælland
Ifølge Nordsjællands Politi bliver der begået mange indbrud i Nordsjælland sammenlignet med den øvrige del af landet. Derfor har politikredsen blandt andet oprettet 'Særlig Indsatsgruppe Nordsjælland', som består af en gruppe medarbejdere, der næsten udelukkende beskæftiger sig med efterforskning af indbrud.
- Der er formentlig flere årsager til, at Nordsjælland er hårdere ramt af indbrud end andre landsdele. Vi ligger nær København, der er gode muligheder for at komme hurtigt hertil og fra med offentlig transport, og så er det ikke nogen hemmelighed, at der i Nordsjælland nok er kortere imellem husene, hvor der er værdier at komme efter, lyder det fra Lau Thygesen.
Nordsjællands Politi oplyser, at man som beboerforening eller grundejerforening med placering i Nordsjælland kan bestille en politibetjent til at komme ud og vejlede i, hvordan man med enkle midler kan sikre sig mod indbrud.
Råd fra Nordsjællands Politi
Indbrud i Nordsjællands politikreds