Politi og beredskab er tirsdag eftermiddag rykket ud til medicinalvirksomheden Novo Nordisk i Gentofte.
Klokken 17.13 fik Nordsjællands Politi en anmeldelse via alarm 112 om, at tre medarbejdere var blevet udsat for nogle kemiske dampe, som de havde indåndet, og de følte sig efterfølgende utilpas, oplyser Dan Houtved, vagtchef ved Nordsjællands Politi, til TV 2 Lorry.
En akutlægebil og ambulancer blev tilkaldt, så de tre personer kunne blive undersøgt.
- De følte sig utilpas og gav udtryk for, at de havde åndedrætsbesvær. De er nu alle tre blevet kørt til Rigshospitalets Traumecenter, siger Dan Houtved til TV 2 Lorry.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Kemikalieberedskab tilkaldt
Politiet har spærret det lokale af inde i bygningen, hvor hændelsen skete. Ifølge Dan Houtved undersøger kemikalieberedskabet lige nu, hvad det er for en slags kemisk damp, som personerne har indåndet.
- Den første melding gik på, at det var sket i forbindelse med noget rengøring. Men det kan vi endnu ikke sige med sikkerhed. Det er dog ved at blive undersøgt, siger Dan Houtved til TV 2 Lorry.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Vagtchefen forklarer, at politiets opgave lige nu består i at få undersøgt, om der er tale om en arbejdsulykke. Arbejdstilsynet er i den forbindelse blevet tilkaldt.
Artiklen er blevet opdateret med oplysninger om, at alle tre personer nu er blevet kørt til hospitalet.