Prisregn over arbejdsplads i Nordsjælland: Igen kåret til den bedste i Danmark

Det blev fejret med sang, hornmusik og karameller, da Job-, Aktivitets- og Kompetencecenteret i Gentofte Kommune igen blev kåret til Danmarks bedste arbejdsplads.

Job-, Aktivitets- og Kompetencecenteret i Gentofte Kommune. 

Ved første øjekast kan det være svært at forestille sig, navnet dækker over en arbejdsplads, som både medarbejdere og ledere betegner som et helt fantastisk sted at være en del af.

Men det er lige netop hvad det er, og arbejdspladsen - der også går under den mere mundrette betegnelse JAC - er nu igen blevet kåret til Danmarks bedste offentlige arbejdsplads. 

Og det blev fejret i dag i Gentofte, hvor der var hornmusik, sang og dans blandt medarbejderne. 

- Det synes jeg er helt fantastisk, siger medarbejder hos JAC, Morten Deleurant, til TV 2 Lorry. 

Er hædret flere gange

Men det er faktisk slet ikke første gang, JAC bliver belønnet for deres store indsats for at gøre arbejdspladsen til et vidunderligt sted at være. I 2018 og 2019 blev de også kåret til Danmarks bedste offentlige arbejdsplads. Og sidste år blev de endda kåret til Europas bedste. 

Og det gode arbejdsmiljø betyder meget for medarbejderne. 

- Når jeg kommer ind på arbejde, så møder jeg de andre, ligesom jeg bliver mødt. Med tillid, tiltro og en tro på, at sammen skal vi nok løfte det her, siger Lone Dahl, der er socialpædagog på JAC. 

Ifølge ledelsen skal succesen findes i, at 90 procent af beslutningerne er uddelegeret til medarbejderne selv. 

- Det er ledergruppens opgave at facilitere rammen, som personalet så kan træffe beslutninger indenfor. Man kan sige, at vi dækker bordet, som medarbejderne så kan sætte sig ved og træffe beslutningerne. Og der kan vi bare se, at det virker, siger Ann-christina Matzen Andreasen til TV2 Lorry. 

Det er Great Place to Work der står bag kåringen, som de gør i 51 lande verden over.




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik