Oplev Skovshoved: Særlig benzintank, hurtige både og saftige burgere

Spejd ud over vandet fra en udkigspost, oplev klassiske sejlbåde eller nyd en is ved en arkitekttegnet benzintank. Her følger en række anbefalinger til, hvad du kan bruge en sommerdag på ved Skovshoved Havn.

02:15

Nyd den dejlige atmosfære og livlige stemning på Skovshoved Havn. Den moderne havn byder alle velkommen. Video: Morten Raarup - TV 2 Lorry





Med en hyggelig atmosfære, skøn udsigt og masser af liv er du garanteret en god sommerdag på Skovshoved Havn. Her venter oplevelser for enhver smag.

Nationalmuseets prægtige sejlskib, Bonavista, har nu lagt til kaj i Skovshoved Havn. Her følger en rækker anbefalinger til, hvad du kan opleve ved den moderne havn.

Læs også Oplev Hundested: Kom helt tæt på det levende håndværk på Hundested Havn

En flot og levende havn

Æstetisk og moderne. To ord, man ikke skal være bleg for at bruge i beskrivelsen af Skovshoved Havn. Her er de klassiske sejlbåde, der ligger snorlige langs den moderne havnekaj, en fryd for øjet, hvilket skaber nogle skønne rammer for en god sommerdag.

Blandt badebroer, udkigsposter og en herlig havnepromenade kan du på den moderne havn opleve en dejlig atmosfære, der er præget af masser af liv, hvor sejlsporten er i højsædet.

TV 2 Lorrys sommertogt med Bonavista

Nationalmuseet og TV 2 Lorry vil i løbet af sommeren tage dig med rundt til 18 af Lorrylands havne og ankerpladser med det gamle fragtskib, Bonavista.

 

Bonavista er en prægtig tomastet skonnert, der blev bygget tilbage i 1914 til fragtsejllads. Oprindeligt blev det knap 40 meter lange skib brugt til at transportere klipfisk over Atlanterhavet.

Det gamle fragtskib har også været charter- og oplevelsesskib i mange år, men i de seneste 20 år har det ligget i Marstal, hvor det er blevet renoveret fra ende til anden.

Se mere

Skovshoved Havn er nemlig hjem for nogle meget aktive sejlklubber, så hvis du er til fart til vands, bør du kigge forbi havnens aktivitetsbro, hvor de farthungrende sejlere holder til.

Læs også Oplev Roskilde: Kom helt tæt på den skønne natur ved Roskilde Havn

Hvis du blot ønsker at nyde tilværelsen uden så meget fart på, kan du ved en af havnens udkigsposter spejde over til Sveriges kyst.

Der er også rig mulighed for at hoppe i baljen fra en af havnens badebroer.

Olivers Garage

Hvis biltræf og burgere er noget for dig, vil du med sikkerhed falde pladask for Olivers Garage. Olivers Garage, der ligger i forbindelse med en særlig benzintank, er et spisested, der kombinerer hestekræfter og adrenalin med god mad og drikke – alt fra søde is til saftige burgere.

02:16

Olivers Garage er placeret lige ved siden af Skovshoved Havn.

Luk video

De kolde og varme sager kan nydes, alt imens du sparker dæk til "Klassikertræf" eller ”Supercar Sunday”. Flere gange om måneden afholder Olivers Garage nemlig biltræf, så hvis du har is og benzin i blodet, er det bare om at komme afsted.

Læs også Oplev Tisvildeleje: Historisk badeby med strand, skov og masser af caféliv

Har du samtidig en vis interesse for arkitektur, vil det sikkert også glæde dig, at bygningen, som Olivers Garage har til huse i samt den tilhørende benzintank, er tegnet af den anerkendte arkitekt, Arne Jacobsen. Det skinner tydeligt igennem i bygningens funkis-stil.