Jubel på Det Kongelige Teater: Nu skal 70.000 tilskuere endelig se Hobbitten

Med den nye genåbningsplan er der givet grønt lys for, at Det Kongelige Teaters store satsning kan komme på scenen.

Man kan vist roligt sige, at det har været en lang og og mere end almindeligt sej fødsel for forestillingen Hobbitten, som Det Kongelige Teater fra den 20. maj opfører i Ulvedalene i Dyrehaven nord for København. 

Den stort anlagte forestilling har været under forberedelse i årevis, og det var et stolt skuespillerhold, der i september 2019 stillede op til pressemøde og fotografering for at fortælle om den planlagte premiere det efterfølgende år.

Men ind på scenen kom corona og fik sparket så grundigt til Hobbitten og et hav af andre kulturelle begivenheder, at en ulykkelig instruktør, Kasper Holten, i april 2020 ikke så anden udvej end at udsætte forestillingen - i et helt år. 

Dramatiseringen af J. R. R. Tolkiens kendte eventyr om Hobbitten var dermed sat på standby.

- Det er en frygtelig frustrerende oplevelse. Vi har forberedt os på det her projekt i årevis og holdt utallige møder. Vi gik sågar i gang med prøverne per video, for vi ville ikke give op, sagde han dengang til TV2 Lorry.

Og sammen med ham stod et frustreret skuespillerhold, sceneteknikere og alle de andre, der medvirker for at få så stor en forestilling ud over rampen til de mere end 60.000 mennesker, der på det tidspunkt havde købt billet - et publikum, der helt sikkert også har reageret med frustration.

Men nu er lykken vendt. Med den genåbningsplan, der netop er præsenteret, er der også grønt lys for, at Hobbitten kan komme på scenen.

20. maj er der forpremiere - og dagen efter premiere. Og hen over sommeren skal Hobbitten spilles for omkring 70.000 mennesker.

quote Vi er superlettede.

Kasper Holten, instruktør og teaterchef, Det Kongelige Teater

Kæmpe flytteopgave

- Vi er superlettede, siger Kasper Holten nu til TV2 Lorry og fortsætter:

- Vi solgte rigtig mange billetter før corona. De fleste kunder flyttede biletter fra sidste år til i år, og det har været en meget lang proces.  Vi var nødt til at gå i gang, før vi kendte retningslinjerne, men vi gættede på, at det ville blive, som når superligaen spiller. Med sektionsopdelt publikum og så videre. Vi har været nødt til at flytte nogle af tilskuerne - enten til en anden dag eller til et andet sted. Men vi er superlettede over, at vi må spille og at det kan lade sig gøre med et større antal tilskuere, hvor vi så netop sektionsopdeler dem, forklarer Kasper Holten.

quote Alle medvirkende bliver testet en gang om ugen, og jeg skal også selv testes, når jeg skal derud i dag.

Kasper Holten, instruktør og teaterchef, Det Kongelige Teater

Sideløbende med at Det Kongelige Teater har spillet højt spil og flyttet spilledatoer - uden reelt at vide, om der ville blive tale om en genåbning, der muliggjorde gennemførelse - så har det enorme hold bag forestillingen også været i gang - også inden aftalen om genåbning faldt på plads.

- I princippet er vi jo alle sendt hjem, fordi vi er offentligt ansatte. Men dem, der har en kritisk funktion, de har haft lov til at møde ind, og dermed har det været muligt for os at have gang i prøverne på Hobbitten i et stykke tid. Jeg var selv derude til klokken 23 i aftes og i aften skal jeg være der til midnat, hvor  vi har prøver med hobbitter, trolde og dværge og så videre. Alle medvirkende bliver testet en gang om ugen, og jeg skal også selv testes, når jeg skal derud i dag, fortæller Kasper Holten.

Han tilføjer, at alle på holdet kender forholdsreglerne og ved, hvordan de skal omgås hinanden under prøver og forestillinger, og dermed er smitterisikoen minimal.

- Og så har vi lige med den her forestilling en helt særlig omstændighed. Det er, at vi jo arbejder udendørs, og det giver alt andet lige en nedsat risiko, siger han.

TV2 Lorry var med, da Det Kongelige Teater i september 2019 løftede sløret for deres storstilede Hobitten-planer.

Og den politiske udmelding om genåbning betyder selvfølgelig også, at det ikke kun er Hobbitten, der nu kan slippes løs.

Det Kongelige Teater meddeler, at man planlægger at åbne igen med forestillinger fra den 7. maj 2021. 

Teatrets mange scener vil igen tages i brug og byde på scenekunstoplevelser til et formentlig voldsomt kulturhungrende publikum.

Resten af forestillingerne i sæson 2020/2021 vil blive gennemført som planlagt med få justeringer i programmet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik