Alt tyder lige nu på, at den 22-årige Joakim Birch fra Farum, som har været efterlyst siden onsdag, befinder sig i Tyskland. Det oplyser Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.
Vi ved positivt, at han er set på færgen til Tyskland.
- Vi ved positivt, at han er set på færgen til Tyskland, og at hans betalingskort er brugt i Tyskland, siger vagthavende ved Nordsjællands Politi, Palle Jørgensen, til TV 2 Lorry.
Politiet har derfor stoppet deres efterforskning i området med hunde. I følge politiet er der heller ikke noget, der tyder på, at den 22-årige har været udsat for en ulykke.
Joakim Birch er dog stadigvæk eftersøgt af politiet, da hans familie er meget interesserede i at vide, hvor han er.
- Han er stadig eftersøgt, men han er som sådan ikke væk, da han er en voksen mand, siger Palle Jørgensen til TV 2 Lorry.
Større frivillig gennemsøgning
100 frivillige fra organisationen Missing People gennemsøgte i dag Furesøbad i Værløse i søgen efter Joakim Birch, som har været forsvundet siden natten til torsdag. Det skriver TV 2.
- Når vi er færdige i dag, så samler vi op og koordinerer med politiet, så vi kan forberede næste skridt, sagde Janne Bisgaard, indsatsleder i Missing People, til TV 2 Lorry tidligere i dag.