Der er grund til at klappe i hænderne i driftsafdelingen i Furesø Kommune.
Driftsleder Gert Klausen og hans medarbejdere har nemlig sparet kommunen for mange penge.
Et løbende toilet, det får altså hurtigt brugt rigtig mange liter vand. Det går stærkt.
For halvandet år siden begyndte man at tage det mere alvorligt, når man modtog en alarm om, at et toilet løb - også selvom det var midt om natten.
Derfor ændrede man struktur, så kommunens servicevagt, der alligevel kører rundt i kommunen hele døgnet, stod for at fikse det løbende toilet i stedet for at vente til næste dag.
Og det har givet pote.
Halvandet år efter har kommunen nu regnet sig frem til, at driftsafdelingens indsats har sparet kommunen 6.000 kubikmeter vand. Det svarer cirka til vand-mængden i alle kommunens svømmehaller til sammen.
- Det er lige omkring ni procent af det samlede vandforbrug i alle kommunens ejendomme. Så det, synes jeg og mine medarbejdere da, er fedt. Det er rigtig godt, siger han.
Det er Furesø Kommunes energiovervågnings-system, der tipper servicevagten om, at der bliver brugt for meget vand et sted. Så ringer en alarm hos servicevagten. Det kan også ske, hvis der springer et vandrør.
Men det er især de løbende toiletter, som man ikke længere lader stå natten over, der gør forskellen.
- Prøv at tænke på, hvor mange toiletter, der er i vores kommunale bygninger. Børnehaver, skoler og så videre. Og et løbende toilet, det får altså hurtigt brugt rigtig mange liter vand. Det går stærkt. siger Gert Klausen.