Eksporten risikerer at blive lammet i flere måneder, efter at man mandag har opdaget det første tilfælde af fugleinfluenza H5N8 i en dansk fjerkræbesætning.
- Det kan blive et hårdt slag for branchen, siger Jørgen Nyberg Larsen, sektorchef i Det Danske Fjerkræråd.
Mandag morgen har man modtaget prøvesvar fra en andebesætning i Skibstrup i nærheden af Ålsgårde i Nordsjælland. Cirka 30 ænder, hvilket svarer til omkring en tredjedel af besætningen, er døde.
Prøverne viser, at ænderne var smittet med den samme type fugleinfluenza, der er fundet blandt vilde fugle flere steder i landet. Nu er den altså også konstateret hos tamme fugle.
Det kan blive et hårdt slag for branchen.
Flere lande uden for EU lukker automatisk af for import af dansk fjerkræ, når der konstateres fugleinfluenza i en tam besætning.