Venner til 15-årig knallertkører stak af, efter han kolliderede med modkørende bil

En 15-årig dreng fra Skibby har fået alvorlige skader, efter han i nat kørte ind i en modkørende bil.

En 15-årig dreng fra Skibby ligger i skrivende stund på Rigshospitalet med flere alvorlige kvæstelser, efter han ved midnat kørte på knallert og ramte direkte ind i en modkørende bilist.

Ulykken har kostet drengen en brækket ryg, hage og kæbe, og dertil har han fået skader på nogle af sine indre organer.

Da drengen blev indlagt, var hans tilstand kritisk, men i løbet af natten er blevet stabiliseret så meget, at han ikke længere er i livsfare, oplyste Nordsjællands Politi tidligt i morges.

Flemming Hansen, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi, siger lørdag ved middagstid, at drengens tilstand er uændret.

Han oplyser desuden, at politiet endnu ikke har hørt fra drengens to kammerater, som han kørte sammen med, da ulykken indtraf.

- Vi ved ikke, hvem de er, for de standsede ikke op, men kørte bare videre, siger Flemming Hansen til TV 2 Lorry.

Forsøgte at overhale vennerne

Politiet har haft en bilinspektør ude på stedet, og der er foretaget tekniske undersøgelser for at fastslå årsagen til ulykken.

Vagtchef Flemming Hansen forklarer, at ulykken skete, da de tre drenge kom kørende op ad en bakke, hvor der var et sving.

Her forsøgte den 15-årige at overhale de to kammerater. Men i samme øjeblik kom en bilist kørende i en modkørende vejbane.

- Bilisten kunne ikke nå at bremse og så ramte de hinanden, siger Flemming Hansen.

Han oplyser, at den modkørende bilist, som er en mand fra Skibby, ringede efter hjælp. Klokken var på det tidspunkt cirka tyver minutter over midnat.

Drengen blev efterfølgende fløjet til Rigshospitalet.  

Ifølge vagtchefen havde bilisten ikke drukket spiritus .

Det er uvist, om den 15-årige og hans venner havde styrthjelm på.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik