Politiet er fortsat tavst om nye fund i sag om drabstiltalt præsts forsvundne hustru

Politiet vil endnu ikke løfte sløret for, hvilke fund de har gjort i sagen om den forsvundne Maria From Jakobsen. Et øde grønt område har de seneste dage dannet ramme om politiets tekniske undersøgelser.

Opdateret d. 18. juni 2021. Billedet af Maria From er fjernet.

Et grønt område med nogle få øde huse har de seneste dage været genstand for drabsefterforskningen i sagen om den forsvundne Maria From Jakobsen.

Den 43-årige psykologs drabstiltalte mand, sognepræsten Thomas Gotthard, ledte i dagene op til weekenden Nordsjællands Politis efterforskere på sporet af området, der ligger nær den lille by Sundbylille mellem Slangerup og Frederikssund.

Nordsjællands Politi skrev fredag i en pressemeddelelse, at de i området havde gjort ”nogle fund med relation til sagen” på baggrund af oplysninger fra den drabstiltalte Thomas Gotthard.

Politiet ville dog ikke oplyse, hvad de havde fundet, og søndag holder politiet fortsat kortene tæt ind til kroppen.

- Jeg ved godt, det er en interessant sag. Men jeg bliver nødt til at henholde mig til den strategi, der er lagt for nuværende om, at vi ikke har nogen kommentar,  siger efterforskningsleder Matias Arvidsen til TV 2 Lorry.

Han vil heller ikke oplyse, hvad politiet har undersøgt i området nær Sundbylille.

- Jeg har ikke mulighed for at uddybe, siger Matias Arvidsen.

Politiet vil endnu ikke oplyse, hvad det er for et fund, det har gjort i området, der ligger nær byen Sundbylille.

Maria From Jakobsen og Thomas Gotthard boede sammen i Frederikssund med parrets to børn. Området, som Nordsjællands Politi har afspærret og foretaget tekniske undersøgelser i, ligger cirka 11 kilometers kørsel fra parrets hus på Nialsvej i Frederikssund.

Billeder fra stedet viser, at politiet har sat afspærring op ved tre mindre bygninger, hvilket også bekræftes af efterforskningsleder Matias Arvidsen.

Har I fundet Maria From Jakobsen?

- Du kan du godt spørge mig om, men jeg svarer ikke, lyder det kortfattet fra efterforskningslederen.

Drabstiltalt præst varetægtsfængslet siden november

Maria From Jakobsens 45-årige mand Thomas Gotthard blev anholdt og varetægtsfængslet i midten af november sidste år. Siden er varetægtsfængslingen blevet forlænget flere gange.

Sognepræsten indvilgede sidst i maj i, at han forblev varetægtsfængslet, indtil retssagen imod ham går i gang i oktober.

I april blev han tiltalt for drabet på hustruen. Politiet mener at kunne bevise, at den 44-årige Thomas Gotthard dræbte hende og skaffede sig af med liget. Hun er ikke blevet set siden 26. oktober.

Foretog mistænkelige søgninger på nettet

I anklageskriftet er der rejst tiltale for, at han på ukendt vis begik drabet mellem 08.24 og 09.45 i Frederikssund eller omegn. Han er også tiltalt for på ukendt vis at have bortskaffet liget, der endnu ikke er fundet. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau, der har læst anklageskriftet.

Under sagen er det kommet frem, at Thomas Gotthard skal have foretaget internetsøgninger på ord som "havdybde", "olietønder" og "selvmord" forud for Maria From Jakobsens forsvinden.

Derudover har politiet fundet kaustisk soda og saltsyre hos præsten. Begge kemikalier er stærkt ætsende.

Maria From Jakobsen var ansat som psykolog ved Holbæk Sygehus og mor til to børn.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik