Opdateret d. 18. juni 2021. Billedet af Maria From er fjernet
Nyuddannede lighunde sættes nu ind i jagten på at finde den forsvundne Maria From Jacobsen fra Frederikssund.
Det oplyser Nordsjællands Politi torsdag om sagen, hvor en mand er mistænkt og varetægtsfængslet for at have dræbt den 43-årige kvinde.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Torsdag koncentreres eftersøgningen ved Selsø, som ligger cirka 12 kilometer syd for Frederikssund. Det er her, at lighundene er på arbejde.
Tidligere på ugen har politiet ledt efter den savnede i et skovområde ved Jægerspris.
Betjente analyserer blandt andet store mængder data fra både Færdselsstyrelsens overvågningskameraer og fra privat overvågning, har mediet berettet.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Hundeførere fra hele landet er indkaldt for at deltage i forsøget på at finde psykologen, som angiveligt forlod sit hjem 26. oktober i nedtrykt tilstand.
Selv om der ikke er bevis for, at kvinden er blevet dræbt, da liget ikke er fundet, har en dommer i et grundlovsforhør fundet, at mistanken mod en mand er tilstrækkeligt begrundet til at medføre fængsling.