Der skal bygges over 200 almene boliger i Vinge – men er det for mange?

Frederikssund Kommune har blåstemplet en plan om at bygge 209 almene boliger og et stort p-hus i projektet Vinge, hvor en by med op til 20.000 indbyggere skal skyde op på en bar mark.

Markerne ved de få nuværende huse i Vinge bliver snart omdanner til etagebyggerier med 209 almenboliger. Siden dette luftfoto blev taget, er byggeriet af en S-togsstation samt veje til og fra denne gået i gang. Foto: Frederikssund Kommune

Byrådsmedlemmerne i Frederikssund Kommune kunne onsdag vælge mellem fire forskellige scenarier for, hvor stort et omfang af almene boliger, der skal bygges i det skandaleombruste byprojektet Vinge.

Og et stort flertal blev enige om, at der skal bygges så mange som muligt.

Af de fire muligheder faldt valget nemlig på den med klart flest nye boliger, nemlig 209 almene af slagsen.

Efter planen skal byggeriet af disse i gang snarest og sandsynligvis i løbet af dette år.

- Det er utroligt glædeligt, at et stort flertal nu har truffet beslutning om en model for etablering af over 200 almene boliger i Vinge, udtaler borgmester John Schmidt Andersen (V) i en pressemeddelelse.

Byprojektet Vinge - kort fortalt

Vinge-projektet er Danmarks største byudviklingsprojekt, og det går ud på, at man vil anlægge en helt ny by med 20.000 borgere.

 

Ambitionen var, at de første dele af byen skulle have været plads allerede i 2018, men i november 2017 kollapsede projektet af.

 

I slutningen af sidste år blev det kuldsejlede projekt genoptaget, efter Frederikssund Kommune lappede et underskud i projektet på over 100 millioner kroner.

 

Indtil videre huser Vinge kun omkring 100 mennesker.

Se mere

Læs også Nyt kapitel i Vinge-projektet: Nu bliver der bygget almene boliger

- Med valget af dette projekt betyder det, at vi begynder at realisere visionen om et stationsnært område med en varieret boligmasse – både rækkehuse, etagebebyggelser og to høje punkthuse. Det vil være starten på den høje og tætte bebyggelse, vi ønsker i den centrale del af Vinge, siger han.

De mange boliger skal opføres ti rækkehuse i to etager, fire etagebyggerier i to til seks etager og forholdsvis høje byggerier på helholdsvis otte og ti etager – sidstnævnte afhænger dog af en dispensation fra lokalplanen.

Flot ser det ud på visualiseringerne. Men der kan være langt fra visualisering til virkelighed. Det ved borgerne i Vinge om nogen. Foto: Rosenvænget/Domea

Bekymrede kritikere: Er der efterspørgsel efter så mange boliger?

Dermed kan den nyopståede by, der lige nu ikke rummer ret meget mere end 100 indbyggere, se frem til at få sit indbyggertal flerdoblet.

Hvis der altså kan findes lejere til de kommende almenboliger, vel at mærke.

For netop dette er bekymringen hos Dansk Folkepartis to medlemmer, der sammen med et medlem fra De Konservative stemte imod at vælge den mest omfattende byggepakke.

Læs også Langt om længe i Vinge: Snart bliver der bygget boliger

- Vi vil gerne se nogle ventelister og en helt konkret interessere, der kan retfærdiggøre, at man vælger det største og mest ambitiøse almenboligbyggeri. Vi er fortalere for projektet og for at bygge almenboliger, men vi er ikke overbeviste om, at der er kundepotentiale til at kunne fylde hele 209 lejligheder, siger Gert Løfgren (DF).

Boligadministratoren Domea, som skal stå for at opføre de mange almene boliger, skriver dog i et notat til Byrådet, at de ikke er i tvivl om, at de over 200 boliger kan udlejes.

- Vi bygger ikke for at skabe et behov, men for at dække et behov, skriver Domea i notatet.

Rækkehuse, boligkarréer og to høje etagebyggerier skal rumme de 209 almenboliger. Foto: Rosenvænget/Domea

Frygter, at historien gentager sig

Dansk Folkepartis medlemmer havde dog gerne set, at Byrådet valgte det første af de fire opstillede scenarier, der omfattede opførelse af 109 almenboliger – altså 100 færre end det, der nu skal bygges.

- Grundlæggende bekymrer det os, om det er uforsigtigt at bygge så meget på én gang. Vi har jo ligesom været i gang en gang før, hvor projekter blev forkastet og investorer trak sig, påpeger Gert Løfgren med henvisning til begivenhederne i slutningen af 2017, siger Gert Løfgren.

Læs også Skandalerne fortsætter i Vinge: Borgere laver protestgruppe mod byggeplaner

Her kuldsejlede Vinge-projektet, da kommunens aftale om at bebygge Vinge Centrum med boliger indgået med A.P. Pensions Ejendomsselskab og entreprenøren MT Højgaard gik i vasken og efterlod projektet med en stor millionregning og tomme byggefelter.

Det er på byggefelterne C og B, der skal udvikles almene boliger. Foto: Frederikssund Kommune / TV 2 Lorry

Samtidig kom det dengang frem, at kommunen manglede planlagte og allerede budgetterede indtægter på 163 millioner kroner fra salg af byggerettigheder, som de ikke kunne få afsat.

Det hul blev siden lappet af kommunekassen, så byudviklingen af det kuldsejlede projekt kunne genoptages i slutningen af 2018.

Vinge-projektet er Danmarks største byudviklingsprojekt. Visionen går ud på, at man vil anlægge en helt ny by med 20.000 borgere, som skal stå færdig i 2035.

Indtil videre huser Vinge kun omkring 100 mennesker.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik