Online supermarked donerer overskudsmad til dyrene i Zoo

Københavns Zoo vil i fremtiden få leveret overskudsmad ugentligt fra online supermarkedet nemlig.com.

03:09

Video: TV 2 Lorry

Frugt eller grønt med brune pletter kan ikke sælges til forbrugerne. Men dyrene i Zoo er ligeglade med grøntsagernes skønhedsfejl.

Derfor har online supermarkedet nemlig.com indgået et samarbejde med Københavns Zoo om, at dyrene kan få noget af det overskudsmad, som virksomheden ikke kan sælge eller donere til andre formål.

Og det glæder Zoo, der kan hente fra nemlig.com's lager tre gange om ugen.

- Som virksomhed kan vi spare penge på foder, når vi modtager varer tre gange om ugen fra nemlig.com. Og det kommer selvfølgelig dyrene til gode, når vi i stedet kan bruge ressourcerne til glæde og gavn for deres velfærd, siger Christian Higraff, kommerciel direktør i Zoologisk Have.

  Foto: Københavns Zoo

Zoo kan både bruge grøntsager, kød, mejeriprodukter og brød. Og faktisk får dyrene mere varieret kost på grund af ordningen.

- Nogle af varerne ville vi have købt i forvejen, men langt de fleste af varerne er jo noget, som vi ikke ville have tilbudt dyrene ellers, så det er jo bare en ekstra berigelse til dyrene, siger Uffe Svenstrup Jensen, dyrepasser.

- Vi drager fordel af, at Fødevarestyrelsen ikke har nær så stramme krav til dyrefoder som til menneskefoder, så vi kan godt give dyrene mad, der er en dag for gammelt, siger han.

  Foto: TV 2 Lorry

Over halvdelen af foderet er overskudsmad

Zoo får cirka 65 procent af sit foderforbrug dækket af donationer fra andre supermarkeder - det gælder for eksempel Coop, der som bekendt driver flere kæder. 

Og derudover får Zoo to til tre gange om ugen aflivede heste fra private, der efterfølgende skæres op til foder.

Men er det i virkeligheden ikke usundt for dyrene at spise gammel mad?

- Hvis man ser på kvaliteten, så er maden jo faktisk ikke for gammel. Du ville også kunne sætte tænderne i det, hvis man skulle gå lyst. Og vores dyr er ikke voldsomt sarte, siger presse- og kommunikationsansvarlig, Jacob Munkholm Hoeck.

ZOO's årlige foderforbrug udgøres cirka af:

  • 400.000 kg hø, græs og roer
  • 180 kg æg og yoghurt
  • 220 kg vitaminer og mineraler
  • 140.000 kg grene
  • 100.000 kg frugt og grønt (langt mere grønt end frugt – frugten indeholder for meget sukker, så ZOO har gradvist nedtrappet brugen af frugt.)
  • 10.000 kg fisk
  • 65.000 kg foderpiller
  • 12.000 kg kød og insekter
Se mere

Supermarked donerer 65 tons fødevarer om året

Hos nemlig.com arbejder man hele tiden på at nedbringe sit madspild. Og der er samarbejdet med Zoo det nyeste skud på stammen.

- Rigtig mange af vores varer doneres først og fremmest til udsatte borgere eller non-profit-organisationer, der kan formidle vores varer. Derfor er det kun kassererede varer, som vi ikke kan eller må sælge, som dyrene i Zoologisk Have nu kan få glæde af, siger Mikkel Pilemand, kommerciel direktør i nemlig.com.

I 2019 har nemlig.com doneret over 65 tons fødevarer til godgørende formål.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik