Nu er den socialdemokratiske advokat fra Kolding officielt ny borgmester på Frederiksberg

Frederiksbergs kommunalbestyrelse har mandag aften afholdt det konstituerende byrådsmøde, hvor kommende borgmester Michael Vindfeldt (S) fik overrakt borgmesterkæden. Men hvem er socialdemokraten, der med sit valgforbund fravristede de Konservative magten i en 112-årig højborg?

Frederiksberg var en af de kommuner, der fik allermest omtale ved dette års kommunalvalg.

Den siddende konservative borgmester, Simon Aggesen, skulle forsøge at opnå genvalg, men måtte se sig slået på valgaftenen, da vælgerne havde talt og givet det røde valgforbund 15 mandater mod de blås 14.

Efter forhandlinger på valgnatten stod det klart, at det er socialdemokratiets Michael Vindfeldt, der får lov at iføre sig borgmesterkæden ved det konstituerende byrådsmøde der blev afholdt på Frederiksberg Rådhus mandag aften

Artiklen fortsætter efter faktaboksen...

Her er den nye konstituering på Frederiksberg

Frederiksberg Kommunalbestyrelse har i aften konstitueret sig, hvilket betyder at Michael Vindfeldt (S) bliver borgmester, Lone Loklindt (RV) bliver 1. viceborgmester, og Alexandra Dessoy (K) bliver 2. viceborgmester.


Kommunalbestyrelsen har samtidig besluttet følgende stående udvalg for perioden 2022-2025:


  • By- og Erhvervsstrategisk Udvalg
  • Miljø-, Bynatur og Mobilitetsudvalget
  • Klima-, Plan og Boligudvalget
  • Arbejdsmarkeds-, Vækst og Uddannelsesudvalget 
  • Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
  • Ældre- og Omsorgsudvalget
  • Kultur- og Fritidsudvalget
  • Børneudvalget
  • Undervisningsudvalget
  • Socialudvalget


Udvalgene konstituerer sig først på de konstituerende møder i januar, hvor medlemmerne af de enkelte udvalg vælger formænd og næstformænd.


Kilde: Frederiksberg Kommune

Men hvem er manden, der med løfter om grønne løsninger og billige boliger skal lede en grøn højborg på et rødt mandat?

Advokaten fra Kolding

Michael Vindfeldt blev født den 22. december 1981 i Haderslev og voksede op i Vojens og Kolding. Her voksede han op i, hvad han selv kalder en lille arbejderlejlighed.

Som ældste barn i en søskendeflok på tre tog han en matematisk studentereksamen fra Munkensdam Gymnasium i Kolding, inden han flyttede til København og påbegyndte jurastudiet.

Før det havde han dog meldt sig ind i DSU. Det skete som 15-årig med inspiration fra en velkendt dansk politiker.

- Det gjorde jeg, fordi jeg var ekstremt begejstret for Svend Auken, der dengang var miljø- og klimaminister og i den grad så, hvad mange andre siden har set. Nemlig den grønne omstilling og hele klimakrisen - hvor vigtigt det er, at vi får gjort noget, siger Michael Vindfeldt til TV 2 Lorry.


Generationshus midt på Frederiksberg

I 2005 blev Michael Vindfeldt for første gang valgt til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, og sideløbende med sit politiske arbejde har han gjort karriere som advokat og partner i firmaet SIRIUS advokater, der har hjemme på Østerbro.

Hjemmet er en villa på Frederiksberg, som han deler med sin kone Tildde, deres to børn og børnenes mormor og morfar. Og selvom hans børn velvilligt har deltaget i valgkampen ved blandt andet at posere på valgplakater, så har det præget familielivet, at borgmestersædet skulle sikres.

- Mine børn var bange for, at jeg ville få lige så travlt, som jeg havde i valget, hvor jeg var væk hele tiden. Men nu har jeg sagt, at jeg kun har ét arbejde, så nu er de glade. 

- Min søn synes også, det er ham, der bliver borgmester. Det har jeg prøvet at forklare ham, at det ikke helt er, men det er måske ham, der er borgmester derhjemme, siger Michael Vindfeldt til TV 2 Lorry.

Selvom borgmesterkæden officielt blev overdraget mandag, så er det teknisk set først den 1. januar 2022, at Michael Vindfeldt kan kalde sig borgmester på Frederiksberg.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik