Kommune udskyder fysisk skolestart: Ingen skole før 11. januar

Alle elever på Frederiksberg Kommunes folkeskoler skal vente til 11. januar med at møde op i skole.

Folkeskolerne på Frederiksberg åbner tidligst for fysisk fremmøde den 11. januar.

Elever i de mindste klasser får udskudt deres fysiske skolestart med en uge, lige som elever i de ældste klasser allerede har fået det.

Det meddeler Simon Aggesen (K), borgmester i Frederiksberg Kommune, på Facebook.

- Vi har allerede besluttet og meddelt alle forældre til vores store skoleelever, at de først skal møde fysisk ind den 11. januar. Men i dag har vi også besluttet, at det samme skal gælde for de yngste elever.

- Altså skal ingen elever som udgangspunkt møde frem før den 11. januar, skriver borgmesteren.

Beslutningen er truffet efter et møde i den politiske kriseledelse den 27. december, meddeler borgmesteren.

Aggesen tilføjer i opslaget, at det ikke har været en nem beslutning, fordi det gør det sværere for forældre at arbejde hjemmefra.

- Men lige nu tror vi på, at det er den rigtige beslutning.

- Baggrunden for beslutningen er selvfølgelig, at vi fortsat ser et højt smittetal blandt byens børn. Og vi afventer stadig en reaktion i smittetallet på julen og det kommende nytår.

Den 14. december annoncerede Simon Aggesen (K)  - ligeledes via Facebook - at Frederiksberg Kommune udskød den fysiske skolestart i 2021 for 5.-10. klasse til mandag den 11. januar.

Med søndagens beslutning gælder udskydelse altså nu for alle elever uanset klassetrin.

Høje smittetal i kommunen

Frederiksberg Kommune har over den seneste uge registreret 534,8 smittede per 100.000 indbyggere, viser tal fra lørdag fra Statens Serum Institut (SSI). 

Det gør, at Frederiksberg ligger nummer 14 på listen over de kommuner med mest smitte i øjeblikket, skriver Ritzau.

Regeringen har ifølge Simon Aggesen ladet det være op til kommunerne selv at beslutte, om første fysiske skoledag i det nye år skal være mandag den 4. eller først ugen efter.

Kommunernes Landsforening (KL) har ingen opgørelse over, hvor mange af landets øvrige 97 kommuner der udskyder den fysiske skolestart, skriver Ritzau.

Nødpasning fra 4. januar

For Frederiksberg Kommunes specialskoler hedder startdatoen for den fysiske undervisning dog stadig 4. januar.

- Her er hensynet til det enkelte barns særlige behov vægtet højere end risikoen for smitte, skriver borgmesteren og forsikrer, at undervisningen følger myndighedernes retningslinjer.

Hvis forældre er afhængige af at få deres børn passet, er det muligt at blive tilbudt nødpasning i skolefritidsordningen i perioden frem til skolestart.

- Det samme gælder, hvis man af den ene eller anden årsag vurderer, at det vil være bedst for ens barn at se andre børn, eller hvis ens barn i øvrigt har særlige behov, skriver Simon Aggesen.

Han forventer, at nødpasningen kan åbne 4. januar.

Kommunens privatskoler kan selv afgøre, hvornår børnene skal møde ind, og her vil forældrene få direkte besked. Borgmesteren opfordrer alle privatskoler i kommunen til også at udskyde den fysiske skolestart.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik