18. maj '93 - den værste gadekamp siden 2. verdenskrig

I juni skal det afgøres, om forsvarsforbeholdet skal afskaffes. Da forbeholdet blev stemt igennem i 1993, førte det til en voldsom gadekamp på Nørrebro, hvor politiet skød mod demonstranterne.

113 skud blev affyret. 11 demonstranter blev ramt. Tæt på 100 betjente blev såret.

Om aftenen den 18. maj 1993 udspillede sig en gadekamp på Nørrebro, som Danmark ikke havde set magen til siden 2. verdenskrig.

Gadekampen var kulminationen på en demonstration mod en folkeafstemning, der forpligtede Danmark til et tættere europæisk samarbejde, og hvor det europæiske fællesskab EF blev til EU.

To afstemninger: "Noget lort"

Først stemte et flertal nej til unionssamarbejdet i 1992, men så kom der en ny afstemning i 1993, hvor Danmark igen skulle forholde sig til unionen, men nu på nye vilkår. Man foreslog fire forbehold. 

Danmark kunne tilslutte sig det udvidede samarbejde, men bevare selvbestemmelse på fire områder. Ét af dem handlede om forsvarspolitik og var selvfølgelig forsvarsforbeholdet. Det samme forsvarsforbehold, som regeringen nu i 2022 lægger op til at afskaffe ved en ny folkeafstemning.

Efter nej i 1992 stemte et flertal nu ja i 1993, og Danmark blev en del af det mere omfattende politiske fællesskab EU.

På Blågårds Plads i København var der i forvejen arrangeret en demonstration, og efter resultatet af afstemningen blev kendt, blev formålet med demonstrationen at udtrykke stærk utilfredshed med hele forløbet omkring de to afstemninger.

- Det var ikke sådan, at nu skulle vi slås for det her, det var i hvert fald ikke sådan, jeg havde det, men jeg ville da godt give udtryk for, at jeg syntes, at det var noget lort, det der foregik, siger Alex Borgström, der var med til demonstrationen i 1993, i dag.

"Skyd efter benene"

I den her video kan du se, hvordan aftenen udviklede sig fra at være en demonstration på Blågårds Plads til at blive en voldsom kamp mellem politiet og demonstranterne på Sankt Hans torv.

Hvis man i dag skal prøve at forstå, hvordan det kunne eskalere på den måde dengang, skal man først forstå, at tiden var en anden. Og forholdet mellem politiet og den hårdeste kerne af demonstranterne var anstrengt efter flere års sammenstød.

- Det var også en tid, hvor, den var hårdere, end den er i dag. Det lå lidt mere latent i folk, at den der konfrontation bare kunne være der anytime. Og folk bare som udgangspunkt syntes, at politiet var nogle svin. 

Da politiet og demonstranterne stødte sammen på Sankt Hans Torv, havde demonstranterne kontrollen over selve torvet, som på det tidspunkt var under ombygning. 

Ombygningen betød, at der lå tonsvis af løse brosten, som demonstranterne kunne bruge som kasteskyts. Og de lod det nådesløst regne med sten.

- Normalt, når man kastede en sten mod politiet, så løftede de deres skjold og stenen røg ned på jorden. Men her kunne man se, at den bed. Man kunne se, at de røg ned på de forskellige betjente. Og man kan sige, at demonstranterne lugtede blod på det tidspunkt. Endelig kunne de mærke, at de her sten havde en effekt, siger Alex Borgström, der selv kastede sten mod politiet.

Politiet kommer med deres egne ord "i alvorligt knibe".

På optagelser fra aftenen hører man, at der pludselig bliver givet nye ordrer: "Træk pistolerne... Træk pistolerne". Der følger en skudsalve, som varer i 36 sekunder.

I alt affyrer politiet skud af tre omgange, og de ender også med at skyde direkte mod demonstranterne.

Alex Borgström blev ramt af et skud i hovedet. Midt i al kaosset så han ikke, at politiet skød, og lyden fra pistolerne druknede i lyden af sten, der rammer skjold. 

Han troede, at han er blev ramt af en sten. Først da han kom på Rigshospitalet senere på aftenen, fandt han ud af, at han var blevet skudt.

quote Der har faktisk ikke været noget tidspunkt, hvor jeg bebrejdede de betjente, der var der.

Alex Borgström, demonstrant 18. maj 1993

Næsten 30 år senere

- Der har faktisk ikke været noget tidspunkt, hvor jeg bebrejdede de betjente, der var der. Jeg havde det faktisk sådan, at jeg fredede de betjente. Men jeg kiggede meget på ledelsen og på urobetjentene og tænkte; ’hvad fanden har I gang i, hvorfor trækker I ikke folk tilbage’. De var bare kanonføde, de betjente der gik rundt der, siger Alex Borgström, når han I dag tænker tilbage på den aften for 29 år siden.

De efterfølgende år efter den 18. maj 1993 blev politiets håndtering af gadekampen undersøgt ad flere omgange. Først i år 2000 blev det konkluderet, at politiet ikke havde gjort noget galt i at trække og bruge deres pistoler.

quote Jeg må indrømme, at efter 18. maj, der fik jeg sgu klippet vingerne.

Alex Borgström, demonstrant 18. maj 1993

Alex Borgström siger i dag, at politi og demonstranter var lige gode om at få situationen til at eskalere. Han forstod ikke dengang, hvorfor politiet ikke trak sig, og han husker urobetjente, der hele tiden råbte til de kampklædte betjente, at de skulle presse frem.

Han husker også, at han aldrig havde set så mange sten i luften før, og at demonstranterne pressede hårdt på; "der var gamle regnskaber, der skulle gøres op".

Mens 11 demonstranter blev ramt af skud blev tæt på 100 betjente såret. Mange betjente var efterfølgende traumatiserede og led psykisk oven på det de havde været igennem.

Var du med i demonstrationer efter 18. maj?

- Ja, men du fandt mig ret langt tilbage i den. Jeg må indrømme, at efter 18. maj, der fik jeg sgu klippet vingerne. Jeg kan huske, at jeg blev stoppet af politiet et års tid efter på Nørrebrogade. De skulle bare tjekke, hvad det var for en cykel, jeg gik med, men jeg blev simpelthen så skidebange, at benene bare forsvandt under mig, og jeg blev nødt til bare at smide cyklen. Jeg satte mig ned helt askegrå i ansigtet og rystede, for jeg var sikker på, at nu skyder de mig en gang til. Den sad sgu stadigvæk. Det var én der bed, den der, siger Alex Borgström. 


Spørg Os - Afstemning

Spørg Os - Formular

Valg til Folketinget