Nyt supermarked vil spare på lyset og have varer på paller - til gengæld er det billigt

Hos Basalt vil de fleste varer koste under 20 kroner.

- Den er lidt dyr, men jeg synes også, at vi skal have noget godt engang imellem, siger pensionist Aase Fischer, da hun trækker kyllingen op af køledisken i Netto.

Fødevarepriserne er det seneste år steget med over 15 procent. Det gør, at 89-årige Aase Fischer tænker mere over, hvad hun køber.

- Alt er blevet dyrt. Særligt som pensionist, siger hun til TV 2 Lorry: 

- Jeg køber gerne på tilbud, og jeg køber aldrig oksekød længere, kun oksefars, da det ellers er for dyrt. 

Det er en problematik, som et nyt dansk supermarked vil forsøge at tage hånd om. 

Salling Group åbner den 11. oktober en ny kæde, der kommer til at hedde Basalt. Det bliver en slags discountversion af Netto, hvor man kun kan købe de mest basale dagligvarer med alt overflødigt skåret væk for at minimere omkostninger til drift. 

Den første butik kommer til at ligge på Amager Landevej i Kastrup, og kort efter åbner der også en butik i Helsingør.

Frem mod jul planlægger Basalt i alt at åbne 10 butikker rundt om i landet.

- Det er vores måde at række ud til danskerne på i kølvandet på den høje inflation, så de kan få nogle billigere løsninger, siger Braw Bakir, direktør i Netto og Basalt. 

Et nyt koncept

Varerne i Basalt vil stå på paller, så medarbejderne ikke skal bruge så meget tid på at sætte varer på plads. Der vil være mange af hver vare på hylderne, så butikkerne ikke behøver varelevering så ofte. Og så vil der være mindre belysning, ingen frost- eller kølevarer og et langt mindre udvalg end i andre butikker. 

Basalt vil have cirka 1.000 varer i butikken, mens en almindelig Netto-butik har omkring 3.500 varer. 

- Her kan du kun købe en slags dåsetomat, men til gengæld er den billig. Det er konceptet, fortæller Braw Bakir. 

Alle tiltagene er nemlig med til at skubbe prisen på varerne helt i bund. Langt de fleste varer i Basalt vil koste under 20 kroner. 

- 80 procent af vores sortiment vil være egne varemærker, da de er billigere, mens de sidste 20 procent vil være almindelige mærkevarer som Kellogg's, siger Braw Bakir.

Pris er afgørende

Når butikkerne åbner om små to uger, vil Aase Fischer købe sine dagligvarer i Basalt. Også selvom det betyder, at hun skal køre lidt længere efter sine dagligvarer. 

- Det er alletiders, det må jeg sige. Så det vil jeg benytte mig af, siger hun.

Og hun bliver sandsynligvis ikke den eneste. 

Det fortæller Ida Marie Moesby, der er forbrugerøkonom hos Nordea.

- Pris, det er det allermest afgørende for vores valg af dagligvarer, så kan man få prisen ned ved at have et mindre varesortiment, så er det noget, mange vil være glade for, siger hun til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik