14-årige Lasse laver metalfestival mod mobning

14-årige Lasse Boutrup Jensen blev mobbet, fordi hans musiksmag var anderledes. Nu arrangerer han en metalfestival for at komme fordommene til livs.

14-årige Lasse Boutrup Jensen fra Ganløse ved, hvad det vil sige at blive mobbet. Han er nemlig blevet mobbet i en stor del af sin skoletid, fordi han er vild med metalrock.

Nogle af de andre elever i skolen havde svært ved at acceptere Lasses måske lidt anderledes musiksmag, og derfor blev han svinet til og kaldt for grimme ting, fortæller han til TV 2 Lorry.

- Det var jo ikke rart, for det er ikke bare musik for mig. Det er heller ikke bare en hobby, det er en livsstil, siger han.

Holder fast i metalrock

For Lasse Boutrup Jensen startede passionen for hård rock allerede som syv-årig, da han surfede rundt på nettet.

quote Det er ikke bare musik for mig. Det er heller ikke bare en hobby, det er en livsstil

Lasse Boutrup Jensen, metalentusiast og festivalarrangør

Og selvom musikken ikke faldt i nogle af de andre børns smag, holdt han ved. Ifølge Lasse selv har han været til omkring 40 koncerter med hårde rockbands.

Ved koncerterne oplever man nemlig noget helt særligt, mener metalentusiasten.

- Det bedste ved metalmusik er helt klart de mennesker, der er til koncerterne. De kan kun gøre én i godt humør. Selvom de drikker sig i hegnet, er de faktisk de flinkeste mennesker, jeg har mødt, siger han.

Festival skal nedbryde fordomme

Mødet med de søde "metalmennesker" og Lasse Boutrups egne oplevelser med mobning, har fået ham til at ville nedbryde nogle af de fordomme, der hæfter sig ved fans af metalmusik. 

Hør Lasse fortælle om sine store planer. 

Samtidig vil han opfordre andre unge til at stå ved deres musiksmag. Ifølge Lasse Boutrup er der nemlig mange af de unge, der hører metal, som hører det derhjemme, men ikke tør høre det i skolen af frygt for at blive stemplet.

Derfor er han soloarrangør af musikfestivalen Infected Festival.

- I starten var der ingen, der troede på det. Jeg havde så svært ved at booke bands, fordi der var mange, der troede, jeg var en 14-årig med en drøm om at lave en festival, så det gad de jo ikke bruge deres tid på, siger han til TV 2 Lorry.

Men selvom mange måske ikke troede på idéen, så lykkedes det med masser af gå-på-mod at sørge for både lokale og bands. Heriblandt flere i miljøet anerkendte grupper som Livløs og Radtskaffen.

Festivalen afholdes i Ganløse Kulturhus den 10. juni, og den unge festivalarrangør har allerede store planer for fremtiden.

- Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at kunne lave den meget meget større, og så i et andet land også, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik