Rudersdal-borgmester: Her er mine løfter til borgerne de kommende fire år

Den nye Rudersdal-borgmester Ann Sofie Orth (K) varsler et opgør med kommunens egen sagsbehandling for at skabe tillid borgerne.

Artikelserie: Det lover din borgmester

I denne artikelserie sætter TV 2 Lorry alle de nye som genvalgte borgmestre i hovedstadsområdet stævne for at drøfte de kommende fire års visioner, udfordringer, løfter og pejlemærker.


Borgmestrene har fået de samme ti spørgsmål og har haft mulighed for at forberede svar, der er blevet indhentet telefonisk.


Hvilke tre tiltag vil du love borgerne i kommunen, at du - og kommunalbestyrelsen - har opnået om fire år?

Jeg vil pege på tre punkter, som jeg gerne vil måles og vejes på:

  • Borgerinddragelse. Der skal der være meget mere af i Rudersdal Kommune. Hos borgerne er der et enormt potentiale, de er kloge og ressourcestærke og alt muligt godt – og det skal vi være bedre som kommune til at bruge og inddrage. Borgerne skal føle sig hørt, og vi skal bruge deres inputs til at skabe bedre løsninger.
  • Klimaindsatsen. Jeg vil gerne kunne sige, at vi om fire år og helst tidligere har en helt konkret plan for, hvornår og hvordan man får fjernvarme som borger i kommunen. I forlængelse heraf skal vi være godt undervejs med en plan om at blive CO2-neutrale senest i 2050. Og nej, det er jo ikke om fire år. Men klimaindsatsen er et langt, sejt træk.
  • Vi har medarbejdere nok til at løse alle opgaver. Som kommune skal vi være rykket på at få skaffet de medarbejdere, der er behov for. Og så har vi forhåbentlig fået skabt en arbejdsplads med lavt sygefravær, og som er afbureaukratiseret på en måde, hvor tiden hos medarbejderne ikke bruges på unødvendige opgaver.


Hvad er den største og vigtigste udfordring, kommunen står over for de kommende fire år - og som er noget andet, end det du lige har nævnt?

Må jeg nævne to? Så vil jeg pege på rekrutteringsudfordringen som den første. Det er jo en samstemmende udfordring, alle kommuner har for tiden med at finde for eksempel pædagoger og sosu-assistenter. Som den anden vil jeg nævne tillid til kommunen, for eksempel i forhold til sagsbehandlingen med sårbare børn. Det er vildt vigtigt, at der er tillid til kommunen fra borgernes side, og at vi agerer med deres bedste for øje.


Hvordan vil du helt konkret arbejde på at løse det?

Vi har for ikke så længe siden nedsat et rekrutterings- og fastholdelsesudvalg, som ikke bare består af politikere men også almindelige borgere. Det er for mig et eksempel på, hvordan vi skal invitere borgerne ind i maskinrummet. Her får vi borgernes input til, hvordan vi for eksempel får nedbragt sygefravær og gør os mere attraktive som arbejdsplads. I udvalget kan der både være forældre til børnene i daginstitutionen, faglige organisationer eller folk, der i den private sektor arbejder med rekruttering.

Jeg mener, at vi kan komme endnu tættere på de gode løsninger, hvis vi får bragt borgernes kompetencer i spil.


Hvis du skulle drømme stort, hvilket enkeltstående projekt kunne du godt tænke dig at være med til at realisere i kommunen?

Så er vi tilbage ved klimaet. Vi vil gerne være CO2-neutrale i 2050, men jeg kunne godt drømme om, at det blev endnu tidligere, og at vi var mere ambitiøse. Kan vi få vores miljøpolitik, bypolitik og klimapolitik til at spille sammen og understøtte den vision, kan vi nå langt.

Vi skal selvfølgelig se på transport og varmeforsyning og alt det der. Men i min drøm er borgerne også lige så aktive medspillere i den grønne omstilling. Måske kan man få folk til at gå sammen i det, vi kan kalde omstillingsfællesskaber på villavejene og være fælles om helt nære og lokale indsatser.

Vi er heldige at bo et sted, hvor vi bor tæt på grønt og tæt på blåt. Vi har skovene, vi har Øresund, vi har Furesø og Sjælsø. Vores miljø og klima betyder noget for borgerne i Rudersdal, så det skal vi passe på.

Quick fire-runden: Korte svar på komplekse spørgsmål

  • Skat: Hvad kommer der til at ske med kommuneskatten i de kommende fire år?

    Den kommer til at stige her og nu, for det har alle partierne i konstitueringen tilsluttet sig i forståelsespapiret. Den stiger, fordi vi skal betale store summer i udligningsreformen.

  • Ældreplejen: I hvilken retning vil du tage kommunens ældrepleje?


    Vi har dejligt mange ældre mennesker, som heldigvis lever længere. Det skal være godt at blive gammel i Rudersdal, hvor vi vil sørge for, at man kan blive i hjemmet i så lang tid, som man kan. Det betyder, at hjemmeplejen skal tage udgangspunkt i den enkelte borger.

  • Daginstitutioner: Hvad vil du gøre for at forbedre kommunens daginstitutioner?

    Vi er i gang med at udvide antallet af daginstitutionspladser, for det er simpelthen bydende nødvendigt. Vi bygger en i Birkerød og en i Vedbæk. Det handler simpelthen om, at der skal være pladser nok til vores børn.

    Og så gør vi, hvad vi kan for at få implementeret minimumsnormeringer - men med det rekrutteringsforbehold, der er så skrækkeligt. Det fylder så meget, at det er svært at nå hen til diskussionen om kvaliteten, fordi det hele tiden handler om at få hænder, men sjældent om hvilke hænder.

  • Skoler: Hvad skal der ske med skolerne de kommende fire år?


    Først og fremmest skal vi have gang i den evaluering af den nye skolestruktur, som jeg og mit parti gik til valg på, for at få et grundlag for at se på, hvad der skal ske fremadrettet. Hvis vi skal tage det med borgerinddragelse alvorligt, så er vi nødt til at handle på baggrund af evalueringen. Så jeg vil ikke sige for meget om fremtidens skoleområde, før vi har fået evalueringen.

  • Klima og miljø: Hvad vil du gøre for at reducere kommunens CO2-udledning?


    Vi skal have gang i at få implementeret vores klimahandleplan. De første skridt kommer til at handle om at få skruet op for ladestandere til elbiler, og så inden for de kommende år få udrullet fjernvarme. Det næste skridt bliver at gøre grøn omstilling så nærværende, at vi som kommunen være medvirkende sparringspartner for borgernes grønne omstilling – og omvendt.

  • Byudvikling og natur: Hvordan vil du sikre balancen mellem byudvikling og borgernes adgang til natur?


    For mig er det ikke en målsætning i sig selv, at vi skal byudvikle ret meget og få en masse flere indbyggere. I udgangspunktet er vi som kommune stort set fuldt udbygget, så vi skal ikke ud at finde byggefelter. Så helt ærligt, jeg ser ikke et modsætningsforhold her, for det er ikke min ambition at sætte en masse byudviklingsprojekter i landzonen i gang eller noget i den stil. Rudersdal er en kommune med en masse natur og grønne arealer, og dem skal vi ikke røre ved.






_

_


Mest læst i dag

Se flere

Politik

1_1_Sekvens.00_02_04_19.Still002

play"Jeg håber, vi får en statsminister med mørk hudfarve snart"

20221011-185629-L-4538x2547ma

Udvalg skal drøfte kritik af advokatundersøgelse ved ekstraordinært møde

Daryna Yevpak

playKommune siger undskyld til ukrainere i speget boligsag

20200118-155319-L-1920x1077we

Kommune vil se på, om folkeskoleelever skal møde senere


Rudersdal


Forsiden lige nu

Se flere