Politi nytårsopruster mod store forsamlinger og vold med fyrværkeri

Politiet varsler massiv tilstedeværelse på Vestegnen ved indgangen til 2021.

Københavns Vestegns Politi sætter talstærkt ind nytårsaftensdag, hvor de næsten fordobler mandskabet sammenlignet med en almindelig torsdag.

Fokus er blandt andet på, at borgerne på den hårdt corona-plagede vestegn overholder forsamlingsforbuddet. Flere vestegnskommuner topper lige nu listen over flest smittede pr. 100.000 indbyggere. 

- Der, hvor vi vil lægge hovedindsatsen nytårsaften, er i de store boligområder. Det er der, hvor smittetrykket er størst, og risikoen for at mange mennesker samles er størst, lød det fra politidirektør Kim Christiansen, som uddybede politiets nytårs-indsats på et pressemøde onsdag.

Også andre politikredse skruer op for behandlingen nytårsaften, skrev Ritzau tirsdag. 

Brandfolk beskudt

Det øgede antal betjente har ikke kun fokus på forsamlingsforbuddet, men også vold med fyrværkeri. 

De seneste nytårsaftener har der nemlig været udfordringer med unge, der skød med fyrværkeri efter blandt andet brandvæsnet, hvilket vi også har beskrevet på TV 2 Lorry.

Alene sidste år blev brandfolk ramt 17 gange af fyrværkeri nytårsnat. 

Derfor samarbejder politiet med beredskaberne på Vestegnen for at sikre brandfolk og ambulancepersonale rigelig politistøtte nytårsaften, hvis der er behov, lyder det fra Københavns Vestegns Politi. 

- At skyde fyrværkeri mod brandvæsnet er meningsløst, uacceptabelt og kan i sidste ende koste menneskeliv. Hvis vi ser sager med fyrværkeri mod brandvæsnet, så vil vi gøre, hvad vi kan, for at bringe det til ophør og strafforfølge gerningsmændene, siger Kim Christiansen.

Også denne december har TV 2 Lorry kunnet fortælle om episoder med fyrværkeri-beskydninger - både mod myndighedspersoner, mod almindelig bilister og andre sager.

Straffen for netop denne form for kriminalitet blev skærpet tidligere på måneden, så strafudmålingen er en tredjedel højere end tidligere: Indtil da mellem 10 og 60 dages fængsel, hvis man forsætligt bringer andre i fare med fyrværkeri og mellem fire og ni måneders fængsel, hvis målet er personer i offentlig tjeneste, eksempelvis brandfolk. 

Ifølge Københavns Vestegns Politi er der derfor en udvidet mulighed for at varetægtsfængsle i den slags sager.

- Og det vil vi gøre brug af, hvor det er muligt, slår Kim Christiansen fast.

Lovovertrædelser i forbindelse med nytårsaften kan meldes til politiet på 114 – i akutte tilfælde på 112. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik