Efter store protester: Kommune søger hjælp til nyt boligområde

Efter store borgerprotester er Ballerup Kommune nu startet forfra med planlægningen af et nyt boligområde, der skal ligge på en tidligere kaserne.

Ballerup Kommune beder nu alle borgere om hjælp til at udvikle et nyt boligområde, der skal ligge på den tidligere kaserne, Jonstruplejren.

Der var oprindeligt lagt op til, at der skulle bygges 750 nye boliger på grunden, men efter stor modstand fra beboere i området, har politikerne i kommunen besluttet at starte processen forfra.

- Der er nu et politisk ønske om, at vi skal starte planlægningsprocessen på ny, og at vi nu inddrager borgerne og hører, hvad de har af ønsker til området. Vi vil gerne planlægge på en helt åben måde, siger direktøren for By, Erhverv og Miljø i Ballerup Kommune, Elisabeth Gadegaard Wolstrup.

Man kan komme med inputs til, hvordan man synes, området skal se ud, på flere forskellige måder. Man kan skrive sine ideer til kommunen inden den 30. september, eller man kan deltage i tre forskellige workshops.

Der er også arrangeret en fælles gåtur i Jonstruplejren den 8. september, hvis man er interesseret i at se området, der i dag er skærmet af med pigtråd og hegn.

Politikerne i Kommunalbestyrelsen i Ballerup skal efterfølgende tage stilling til, hvilke ideer de synes, der skal indgå i en videre planlægning af området.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik