00:38

I den gode sags tjeneste: Vragede postcykler får nyt liv

Hundredvis af gamle postcykler står og samler støv hos Post Danmark. Men nu skal flere af dem ud og have nyt liv.

Eleverne på Gribskov Produktionsskole fik i dag en lidt usædvanlig levering. Cirka 30 gamle postcykler blev læsset af foran skolens værksted. 

Eleverne skal give de gamle, gule lyn en kærlig hånd, så de kan få nyt liv på asylcenteret i Gribskov. 

- Bare de bliver glade for det, og de ikke bare ruster op og bliver smidt ud, siger Nicklas Christensen, elev på Gribskov Produktionsskole, til TV 2 Lorry. 

- Så kan vi lige så godt lave noget sjovt ud af dem, tilføjer Marcus Hasselby.

Der går da heller ikke lang tid, fra cyklerne er blevet læsset af, til eleverne griber værktøjet og begynder arbejdet.

- Det skiller ikke sig selv jo, lyder det fra Nicklas Christensen.

Postbudene er blevet motoriseret med elcykler. Derfor er der hundredvis af gamle postcykler, som ikke længere bliver brugt.

- Vi har noget, vi rigtig gerne vil af med, og vi vil gerne have ryddet lidt op på vores værksteder med nogle reservedele – og det hele gør jo gavn her, siger idémanden bag projektet, Finn Thomsen fra Post Danmark, til TV 2 Lorry. 

- Jeg synes, det er en rigtig god sag, og vi er rigtig glade for, vi har fået det her samarbejde op at køre.

Det vækker også begejstring hos Røde Kors, der modtager cyklerne. 

- Det er så godt for transporten, og det er godt for samværet, at man kommer rundt og ser lokalsamfundet på de her cykler. Det er virkelig en drøm. Og de kommer istandsat, det er perfekt, siger Trine Bjørn, donations- og virksomhedskonsulent i Røde Kors asyl, til TV 2 Lorry. 

Kofoeds Skole i København, som hjælper socialt udsatte, modtager også 31 cykler, som eleverne selv skal istandsætte. 

- Det betyder jo, at vi kan aktivere dem på cykelværkstedet, og de kan få mulighed for at låne en cykel, imens deres egen er til reparation. Man kan jo lære en masse ting af at bygge en cykel op fra bunden, siger Kofoed Skoles cykelsmed, Michael Christensen.

Gribskov Produktionsskole er en værkstedsorienteret skole med en reel produktion for unge mellem 16 og 25 år, som ikke går direkte videre i ungdomsuddannelser.

- Det er jo typisk unge, der måske har haft svært ved det i folkeskolen, har siddet bagest og ikke været så stærke i det boglige. Og det at gøre noget, hvor de virkelig kan gøre en forskel, det tror jeg gør noget for deres selvværd, siger forstander Kenn Andersen.

Post Danmark håber at kunne brede samarbejdet ud til flere dele af landet – for der er stadig mange gamle cykler på lager.