MODELFOTO Foto: Torben Klint / Scanpix

Vidne genkendte indbrudstyv: Nu er han anholdt

En indbrudstyv blev genkendt af et vidne til hans og syv andres ugerninger i Ishøj. Nu er han anholdt.

En 18-årig indbrudstyv blev tidlig fredag morgen anholdt i Ishøj.

Sagen startede langt tidligere, da en ung kvinde overraskede en gruppe indbrudstyve i en villa på Bredekærs Vænge i Ishøj.

- Klokken 13.39 modtager vi en anmeldelse om indbrud i en villa i Ishøj. Der er tale om syv til otte personer, som er i gang med indbruddet. De har rodet det meste af villaen igennem, før kvinden kommer hjem og overrasker dem, siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Kim Madsen, til TV 2 Lorry.

Tyvene tog straks flugten fra villaen, men så let slap de ikke.

- Den unge kvinde genkender en af tyvene, en ung, dansk mand med anden etnisk herkomst, som vi så eftersøger. Hun har før set ham i lokalområdet, siger vagtchefen og fortsætter:

- De har taget forskellige ejendele under indbruddet, som de taber på vejen. Så på den måde kan vi følge deres spor.

Politiet har nu anholdt og afhørt den unge mand, og har nu en fornemmelse af, hvem de resterende tyve er.

- Det er atypisk, at de er så mange tyve om det. Men hvad der gør det, har jeg ikke nogen bud på. Vi tror også, at vi ved, hvem en større del af dem er, siger Kim Madsen.

Politiet forventer, at manden bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup fredag.