Vestegnen tiltrækker flere turister

Det er blevet mere populært at tilbringe feriedagene på en campingplads eller et hotel på Vestegnen. Det viser nye tal fra rapporten »Turismen. Regionalt, nationalt og internationalt« fra Danmarks Statistik, som har lavet en gennemgang af antallet af overnatninger i kommunerne på Vestegnen, skriver DAGBLADET Roskilde.

Samlet set er antallet af overnatninger i Greve, Ishøj, Høje-Taastrup og Brøndby Kommuner steget fra 264.000 i 1998 til 335.900 i 2007.
Det er især i Greve og Ishøj Kommuner, at antallet af overnatninger er steget markant inden for de seneste år. Antallet af turisters overnatninger på feriecentre og campingpladser i Greve Kommune er steget fra 75.500 i 1998 til 102.200 i 2007, mens det for Ishøjs vedkommende er steget fra
35.900 i 1998 til 80.600 i 2007.
Den øgede interesse mærker man blandt andet på Hundige Strand Familie Camping, der sidste år havde over 36.000 overnatninger. De tegner sig således for en tredjedel af den samlede turisme i Greve Kommune. Her bliver især de grønne oplevelser og nærheden til København fremhævet som nogle af hovedgrundene til, at Vestegnen er blevet mere populær som turistmål.