01:25

Zoo er i gang med at forberede anlægget til den nye elefantunge.

Varmefølsomt kamera kan varsle elefantfødsel

Med træningsboks og nyt kamera gør zoo klar til ankomsten af den nye elefantunge. Den forventes i maj.

Der er altid forberedelser, når der forventes en lille ny i familien. Og det gælder også i Zoologisk Have København, hvor der kommer en ny elefantunge i maj måned. 

Det er hunelefanten Kungrao, der er drægtig, og hende følger dyrepasserne derfor ekstra grundigt lige nu. Hun skal gå sammen med en anden hun i indeanlægget frem til fødsel. Her kan dyrepasserne og dyrlæger overvåge den døgnet rundt på web-kameraer.

Som noget nyt har personalet i Zoo fået adgang til et varmefølsomt overvågningskamera. Kameraet kan give besked, hvis den pludselig registrerer en ekstra varmekilde i elefantanlægget.  

- Kameraet registrerer kropsvarmen fra de to hunner, og skulle Kungrao føde, mens alle kigger den anden vej, vil ungens kropsvarme straks blive opfanget og varsle dyrepassere og dyrlæger, skriver København Zoo.

Læs også Se video: Elefant taler til ufødt unge

Træningsboks er næsten færdig

Når ungen så er kommet til verden, skal dyrepasserne have mulighed for at sundhedstjekke den. For at kunne få adgang til ungen, uden at skille den fra moren, skal der bygges en træningsboks. Den er håndværkerne ved at lægge sidste hånd på nu.

- Ungen skal allerede kort efter fødslen vænnes til at få jævnlige sundhedstjek og få taget blodprøver, dels for at tjekke den generelle sundhed og dels for at kunne gribe ind så tidligt som muligt, hvis den alvorlige herpesvirus skulle vise sig, skriver Zoo. 

Er du ekstra interesseret i at følge den den nye unge, så kan du melde dig til en sms-service og få besked, så snart der sker noget, så du kan følge fødslen på live-cam. 

Læs også Iskoldt vejr: Elefanterne kan miste et stykke af øret