Foto: TV2/Lorry

Vandet på sygehusene kan være livsfarligt

Legionellabakterien har frit spil i drikke- og badevandet på flere danske hospitaler, viser analyse.

Patienterne på seks ud af syv danske hospitaler risikerer liv og helbred, fordi bade- og drikkevandet på sygehusene indeholder et stort antal legionella-bakterier.
Det viser en analyse af vandhaner og brusehoveder, som laboratoriet Eurofins har lavet for Ekstra Bladet.
Samtidig afslører en undersøgelse, at sygehusene sjofler med den rengøring, der kan standse bakteriernes fremvækst.
Konsekvenserne kan være fatale.
Siden 2006 er 16 patienter døde under indlæggelse på et dansk sygehus efter at være blevet smittet med den livsfarlige legionella-bakterie, der typisk smitter gennem vand fra bruseren.
Ekstra Bladet har fået taget vandprøver på hospitalerne i Vejle, Køge, Herlev, Glostrup, Amager, Frederiksberg og Skejby ved Aarhus.
Køge var det eneste sted, hvor antallet af legionella-bakterier ikke oversteg 10.000. Værst så det ud på hjertemedicinsk afdeling på Skejby, medicinsk-kardiologisk afdeling på Glostrup og onkologisk afdeling på Herlev.
Men kun et fåtal af de patienter, der smittes med legionellabakterier under indlæggelsen, bliver registreret hos Statens Serum Institut.
Det siger Peter Skinhøj, som er professor, overlæge, dr.med. på Rigshospitalet, til avisen. Han skønner, at de tal, der foreligger, kun udgør toppen af isbjerget.
- Hvis patienten ikke kommer i livsfare eller udvikler en meget kraftig lungebetændelse, bliver det ikke registreret, forklarer professoren.