Ubådskaptajn varetægtsfængsles for uagtsomt manddrab

Foto: Dragør Luftfoto/Kjeld Madsen

Der er ikke grundlag for at fængsle ubådsejer og opfinder for drab, vurderer dommer i Københavns Byret.

Opfinderen, som er blevet sigtet for et formodet drab i en hjemmebygget ubåd, varetægtsfængsles foreløbigt i 24 dage for uagtsomt manddrab. 

Det skriver DR.dk og Ritzau. 

Den 47-årige mand sigtes altså ikke for overlagt drab på den svenske kvinde, der sidst er set torsdag, da hun steg ombord på hans undervandsbåd.

Dommer Kari Sørensen fortæller lørdag eftermiddag, at hun ikke har fundet grundlag for at fængsle opfinderen for drab på svenske Kim Isabell Frerika Wall.

I stedet har Kari Sørensen valgt at fængsle ham for uagtsomt manddrab. En sigtelse, der er langt mildere end drab.

Det er ubådskaptajnens forklaring under retsmødet, som danner grundlag for dommerens afgørelse, fortæller Kari Sørensen.

Læs også Ubådssagen: Nu taler den forsvundne kvindes familie

Mangler the smoking gun

Efter alt at dømme har politiet ikke i løbet af lørdag eftermiddag kunnet finde flere beviser på et drab.

I hvert fald havde anklager Louise Nielsen ikke præciseret den ellers meget upræcise sigtelse mod opfinderen, da man genoptog retsmødet lørdag eftermiddag efter fem timers pause, hvor politiet arbejdede videre.

Sigtelsen lød fortsat, at han menes at have dræbt den svenske kvinde Kim Wall torsdag efter klokken 19.

I sigtelsen lyder det, at drabet er sket på et ukendt sted og på en ukendt måde.

Samtidig har politiet ikke fundet noget lig lørdag eftermiddag. I hvert fald har man ikke fortalt det til offentligheden.

Læs også OVERBLIK: Ubådssagen fra eftersøgning til drabssigtelse

Pressen smidt ud fra retsmøde

Anklager Louise Nielsen krævede dørene til retsmødet lukket, skriver TV 2 . 

Dette udløste massive protester fra den fremmødte presse, blandt andet fordi sigtelsen mod opfinderen er så uklar, at det vil være et problem i forhold til retssikkerheden, hvis man kan lukke døre på så løst et grundlag, fortæller TV 2's reporter Astrid Søndberg fra byretten.

Men dommer Kari Sørensen lukkede altså dørene til retsmødet, hvor kaptajnen skulle forsvare sig mod sigtelsen for drab. Dommeren vurderede, at pårørende til kvinden ville lide unødig krænkelse, hvis sagen skulle behandles i et åbent retsmøde.