Foto: Lorry

Unge lokkes med billig bolig

 'Unge får nu mulighed for at købe deres egen andelsbolig til en uhørt lav husleje på 2.500 kroner om måneden.'

Sådan lyder tilbuddet fra Københavns Andelskasse til studerende, som ikke er registreret i RKI og gerne vil bo i deres egen andelsbolig til en SU-venlig pris. Først når eksamen og job er i hus, skal der betales af på afdrag, renter og ekstra renter for at udskyde indbetalingen.

Men tilbuddet er ikke kun uhørt. Det er også dyrt og risikabelt, advarer flere økonomer, som metroXpress har talt med. De frygter, at studerende kan blive forgældede og stavnsbundne af at takke ja til det fristende tilbud.

»Det er en alt for risikabel affære, medmindre man er meget sikker på at få det job og den indkomst, som man forventer. Uanset hvad ender det med at blive utrolig dyrt i lånets løbetid, fordi der løber ekstra renter på. Man kommer til at skubbe en gælds- og rentepukkel foran sig,« siger Troels Holmberg, der er økonom i Forbrugerrådet.  

Ifølge ham vil de studerende blive ekstra sårbare over for rentestigninger, og samme konklusion når finansrådgiver Kim Valentin, Finanshuset i Fredensborg, frem til. Desuden kan låntagerne være nødt til at blive boende i boligen i årevis.

»Hvad nu, hvis man får job i Nordjylland eller møder en kæreste i en anden by? Lejligheden kan ikke bare lige sælges på tre måneder og risikerer derfor at blive en tung klods om benet. For mig lyder det som et tilbud, det ikke ville være så godt at sige ja tak til,« siger Kim Valentin.

René Poulsen, direktør i Københavns Andelskasse, er - ikke overraskende - uenig:
»Vi hjælper studerende til at bo billigt under deres uddannelse, så de kan koncentrere sig om deres studium i stedet for erhvervsarbejde og dermed få et kort og godt studieforløb. Vi påpeger selvfølgelig, at der kan være en risiko for, at boligens pris falder, og derfor siger vi også, at de skal lede efter en bolig, som de vil bo i efter studierne. I det hele taget går vi meget op i råd­givningen.«

Hvad nu hvis den studerende dropper ud eller ikke kan få et job?
»Det må vi finde ud af. Det har aldrig været vores stil at sætte kniven for struben af nogen, og vi ved jo også godt, at man ikke får job dagen efter eksamen. Men vi laver en grundig beregning af, hvad kunden månedligt kommer til at betale efter eksamen, og her kan man også vælge at tage højde for en forsinkelse i studiet eller en rentestigning.«