Episoden udspillede sig fredag eftermiddag kort før klokken 14. Her ses et arkivfoto af et S-tog. Foto: Jens Nørgaard Larsen - Ritzau Scanpix

Ung mand stukket ned i S-tog: Togtrafik ramt af forsinkelser

En 23-årig mand er fredag eftermiddag blevet overfaldet af en gruppe i et S-tog.

Fredag eftermiddag udspillede der sig et voldsomt drama i et S-tog mellem Farum St. og Værløse St..

En 23-årig mand blev overfaldet og stukket med kniv i den ene arm og i det ene lår, oplyser Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.

Gerningsnændende var en gruppe på 7-8 personer.

- Vi rykker ud og kommer ind i toget ved Skovbrynet Station, men gerningsmændene var allerede steget af, siger Dan Houtved, vagtchef ved Nordsjællands Politi.

Han fortæller, at offeret er blevet kørt på skadestuen. Hans tilstand er ikke livstruende, og politiet har endnu ikke fået ham afhørt, så det er fortsat uvist, hvad der ligger til grund for overfaldet.

Læs også Politiet efterlyser voldelig teenager fra S-tog

Længere rejsetid på S-tog

Ifølge Dan Houtved er det ligeledes endnu for tidligt at gå ud med et signalement af gruppen, der overfaldt den 23-årige.

Men meget tyder på, at politiet inden længe vil have et godt billede af, hvordan gerningsmændene ser ud.  

- Indhentning af overvågningsmateriale er det næste skridt i vores efterforskning, siger Dan Houtved.

Nordsjællands Politi modtog anmeldelsen klokken 13:58. Siden da har der været længere rejsetid mellem Farum Station og Buddinge Station på grund af politiets arbejde ved Skovbrynet Station, oplyser DSB på Twitter.

Det 23-årige mand, der blev overfaldet, kommer ifølge politiet fra Værløse.