Udvalg bremser metro

Transportminister standses i metrogodkendelse.

Folketingets Trafikudvalg har i dag besluttet ikke at give transportminister Lars Barfoed mandat til at gå videre med godkendelsen af Metro Cityring i København. Det sker på baggrund af, at byggeriet af en undergrundsbane i Köln kan være årsag til at tre bygninger i byen er styrtet sammen. Frygten for at det samme kan ske i forbindelse med anlæg af stationen ved Marmorkirken i København har derfor fået politikerne i udvalget til at forlange nærmere information og flere undersøgelser af sagen. Beslutningen er truffet af et enigt udvalg og stikker en foreløbig kæp i hjulet for hele byggeriet. Det var ellers ventet at transportminister Lars Barfoed ville få mandat til at godkende anlægsprojektet til anslået 15 milliarder kroner uden at ændre på placeringen af de omstridte stationer på Gammel Strand, Kongens Nytorv og ved Marmorkirken.