Foto: Mia Cassens

Udlejningskrav på 90 dage: Hvad siger de på Rådhuset?

Ifølge regeringens nye strategi for deleøkonomi skal alle have ret til at udleje deres bolig i mindst 90 dage. Men hvad mener de på Københavns Rådhus?

I regeringens nye strategi for deleøkonomi lægger de op til, at alle danskere skal have ret til at udleje deres bolig i mindst 90 dage, hvis der udlejes gennem en platform, som indberetter til skattemyndighederne.

De enkelte kommuner kan dog selv sætte en højere grænse - men ikke en lavere, da de 90 dage er et miniumskrav. Bruger en udlejer en platform, som ikke indberetter indtægt til Skat, så kan boligen kun udlejes 30 dage om året.

Debatten om deleøkonomi på boliger og især udlejningstjenesten Airbnb er blevet diskuteret flittigt i de senere måneder - også i København, hvor mange lejer deres bolig ud til turister.

TV 2 Lorry har derfor spurgt de enkelte partier på Københavns Rådhus, hvad de mener om en minimumsgrænse på 90 dage. Og om de mener den skal være enten højere eller lavere.

Læs også Airbnb skaber splid i københavnske andelsforeninger

Radikale Venstre:

- Vi mener ikke, at der skal være noget loft over antallet af udlejningsdage – vi har i forvejen bopælspligten, som regulerer tilstrækkeligt ved at kræve, at man selv bor mindst 180 dage i sin bolig. Og i de lejligheder, hvor der ikke er bopælspligt, mener vi, at der skal indføres regler, som svarer til bopælspligten, siger den radikale borgmester for beskæftigelse- og integration, Anna Mee Allerslev, til TV 2 Lorry.

Venstre:

- Venstre mener, at en grænse på 90 dage er fair og rimelig. Ligesom vi mener, at man skal overholde bopælspligten - herudover er der foreløbig ingen grund til at København regulerer, skriver Venstres spidskandidat, Cecilia Lonning-Skovgaard i en mail til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Vi mener, det vigtige er, at København omfavner deleøkonomierne og de nye digitale muligheder. Og vi undrer os over, at det er blevet et politisk problem, at folk vil dele. Altså, når man betaler sin skat, så forstår jeg ikke at man kan være imod den hjælpsomhed og fortagsomhed som deleøkonomi reelt er udtryk for.

Læs også R-borgmester til angreb på S og EL: Drop hetzen mod Airbnb

Enhedslisten:

- 90 dage er for lang tid at give lov til at udleje sin bolig. Bliver udspillet til virkelighed, kan det skabe utryghed blandt naboer, når der dagligt er fremmede folk i opgangen, og reglerne kan også være med til at presse boligpriserne endnu højere op i København, hvor de i forvejen er løbet løbsk, skriver enhedslistens teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell i en mail TV 2 Lorry og fortsætter:

- Det er positivt, at regeringen vil motivere udlejerne til at benytte platforme, hvor selskabet bag indberetter indtægter til skat, men det er mere eller mindre også det, der er at sige positivt om udspillet. Vi skal have lov til at regulere på grænserne for udlejning kommunalt, for landsdækkende lovgivning tager ikke lokale hensyn. Vi har brug for, at København er en sammenhængende by, og det vil mere udlejning ikke hjælpe til. Regeringen er nødt til at have øjne for andet end personlig profit.  

Socialdemokratiet:

- Udlejningstjenester som Airbnb er en god måde for mange københavnere at tjene lidt ekstra penge på, mens de er på ferie. Men boligmarkedet i København er presset, og de boliger, der er, skal under ingen omstændigheder fungere som hoteller – de skal være til københavnerne, skriver overborgmester i København, Frank Jensen (S), i en mail til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Det er derfor godt med en aftale. Men loftet er alt for højt! Og når regeringen samtidig vil hæve bundfradraget, vil det tilskynde til større gevinster og dermed endnu mere AirBnB- udlejning. Jeg frygter, at incitamentet for at udleje bliver så højt, at det presser vores i forvejen overophedede boligmarked endnu mere, og også trækker potentielle boliger helt ud af boligmarkedet. Regeringen bør indse, at den her aftale ikke er god nok. Vi har brug for et væsentligt lavere loft i København, som vi fx kender fra Amsterdam.

Dansk Folkeparti:

- Jeg vil gerne rose regeringen for, at deleøkonomiske platforme som AirBNB automatisk skal indberette udlejers indtægter til skattemyndighederne, og at fradraget hæves. At kommunerne får indflydelse på at kunne regulere er også et skridt i den rigtige retning, men jeg undrer mig over, at der skal være en 90-dages regel. Kommunerne bør selv kunne skrue og op ned for antallet af udlejningsdage, for der er forskel på København og byer i provinsen, skriver Dansk Folkepartis Carl Christian Ebbesen, der er kultur- og fritidsborgmester i København, til TV 2 Lorry.

Konservative:

- Vi er skeptiske overfor et loft. Vi ser gerne, at man som privatperson kan leje værelser ud til studerende hele året og uden tidsbegrænsning, skriver gruppeformand for De Konservative, Jakob Næsager, i en mail til TV 2 Lorry.

Socialistisk Folkeparti:

- Vi går ind for, at man må udleje 6 uger om året. 1/4 af året er absurd lang tid at måtte leje ud uden om det normale udlejningsregler. Det er uambitiøst og løser på ingen måde Københavns kommunes problemer, skriver SF's spidskandiat og politiske leder i København, Sisse Marie Welling i en mail til TV 2 Lorry. 

TV 2 Lorry har også forsøgt at få en kommentar fra Liberal Alliance, som dog endnu ikke er vendt tilbage på vores henvendelse.

Læs også Airbnb-udlejer: Vi er sgu ikke bolighajer