01:55

Video: TV 2 Lorry

Tyveribølge i nordsjællandske luksusbiler

Nordsjælland har i Kristi Himmelfarts-ferien været ramt af en lang række indbrud i parkerede biler.

Langfingrede tyveknægte har i de seneste dage udset sig de dyre biler i Nordsjælland. 

Og selvom bilerne er nok så lækre, så er det ikke dem, man er smuttet med - men tværtimod udstyret. 

Det er primært biler af mærket BMW eller Mercedes Benz, som har fået smadret ruderne bagtil. 

- Man knuser sideruder på personbiler. Og i den forbindelse skaffer man sig adgang til bilen og stjæler indbygget navigationsudstyr, airbags - både passagerairbag og førerairbag, fortæller politikommissær ved Nordsjællands Politi Henrik Alstrup til TV 2 Lorry. 

Han har noteret sig 15 tyverier indtil videre i Hornbæk, Gilleleje, Kokkedal og senest fem sager i Rungsted. 

Læs også Lusket metode: Konfirmationsgæsterne bliver bestjålet

Airbag-tyverier har før været et udbredt problem

Det er ikke første gang, at politiet oplever denne mærkværdige fremgangsmåde.

I 2008 kunne TV 2 Lorry rapportere om airbag-tyverier i hovedstadsområdet, og i 2012 var den gal igen, da organiserede bander satte tyverierne i system - denne gang især fra bilforhandlere. 

AutoBranchen Danmark kaldte dengang tyverierne for bestillingsarbejde, da det kræver høj grad af professionalisme af fjerne en airbag, så den kan bruges igen. 

Følgeskaderne er oftest store, fordi tyvene ofte må skære i instrumentbrættet. 

Læs også Fanget på kamera: Politi efterlyser smykkeglade indbrudstyve

Tyverierne foregår i indkørslen

- Vi har selvfølgelig iværksat nogle patruljemæssige tiltag i de områder, der har været berørt. Også i de sene timer i løbet af natten for at se, om vi eventuelt kan fange mistænkelige køretøjer, gerningsmænd og lignende. Det er det, vi kan gøre indtil videre. Så må vi i næste uge se, om vi kan følge op med noget efterforskning på området, fortæller Henrik Alstrup til TV 2 Lorry. 

De seneste 15 tyverier er foregået i de sene aftentimer eller nattetimer i folks egne indkørsler. 

- Sørg for at aktivere bilalarmen og som altid være årvågen. Og så ring til os, hvis I ser noget anderledes eller mistænkeligt, lyder rådet fra politimanden.