Foto: TV 2 Lorry

Tyve på turné - slår til mod fire banker

Ukendte gerningsmænd er natten til lørdag brudt ind i fire hæveautomater på Sjælland.

Fire forskellige banker er natten til lørdag blevet udsat for indbrud og tyveri. Politiet mener, at de samme personer står bag samtlige indbrud, og at der er tale om en slags tyveriturné.

- De har skaffet sig adgang til de lokaler, hvor pengene i bankernes hæveautomater opbevares. Der er tale om banker i Herfølge, Smørum, Dianalund og Himmelev, siger vagtchef Thomas Jørgensen fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2 Lorry.

Han oplyser, at indbruddene er fundet sted mellem klokken 01-05 lørdag nat og morgen.

Midt- og Vestsjællands Politi kunne tidligere oplyse, at området omkring en Nordea-bank på Himmelev Sognevej 103 ved Roskilde var afspærret på grund af et indbrud.

Den afspærring er ved middagstid lørdag ved at blive ophævet, oplyser vagtchef Thomas Jørgensen.

Afspærringen skyldtes, at politiets kriminalteknikere var ude og undersøge gerningsstedet.

Det er endnu uvist, hvem er gerningsmændene er, og hvor mange penge, de er sluppet afsted med.

Hvis nogen har set noget, der kunne være relevant for politiet i forbindelse med de fire indbrud, vil politiet meget gerne kontaktes på 114.