Foto: Shutterstock

Tyve efterlyses: 80-årig dame snydt af vildfarne læseheste

To mænd efterlyses efter tricktyveri på ældre hjælpsom dame.

Fredag den 26. maj kl. 13.20 blev en 80-årig dame udsat for tricktyveri på J. E. Pitznersvej i Herlev, da hun var på vej hjem fra en indkøbstur.

Damen blev opsøgt af to mænd, som spurgte om vej til Herlev Hospital, mens de fremviste en avis, som de holdt ind over damens rollator.

Da damen efterfølgende kom hjem, opdagede hun, at hendes taske, som hang på rollatoren, stod åben, ligesom hendes pung var væk.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer på hverdage til politikommissær Ulrik Hove på telefon 72 58 75 24, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Læs også Fanget på kamera: Politi efterlyser smykkeglade indbrudstyve

De to mænd beskrives som:

A: Mand med anden etnisk baggrund end dansk, 25-30 år, 175-180 cm. høj, almindelig af bygning med sort, kort hår. Han var iført en mørt sweater.

B: Mand med anden etnisk baggrund end dansk, 30 år, 180 cm. høj med sort, kort hår ligesom han var glatbarberet. Han var iført mørkt tøj. 

Politiets råd: Vær skeptisk

Københavns Vestegns Politi har delt en række råd til, hvordan man undgår de snu gadetyve, som finder på påskud for at stjæle. 

- Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig – hjemme og på gaden.

-  Åben kun døren for folk, du kender. Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne. Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg gerne efter legitimation. Skilt ikke med, du bor alene – skriv kun forbogstav og efternavn på dørskiltet. 

- Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb mv. og hold pungen tæt til kroppen. Skjul altid din pinkode og opbevar den aldrig med dit kort.

- Gå ikke rundt med store værdier – og lad dem ikke ligge fremme hjemme.