Tyskere fisker ud for Gilleleje - men lokale fiskere må ikke

Gillelejes fiskere er dybt frustrerede over at se tyskere fiske store jomfruhummere i Kattegat, mens de ikke selv må.

03:02

De lokale fiskere er bekymrede for fiskeriet i Gilleje, når europæiske fiskere må fiske med trawl i Kattegat, mens danske og svenske fiskere ikke må. Video: TV 2 Lorry

I årevis har Lars Nielsen fra Gilleleje kunne følge med i, hvordan hans gamle nordsjællandske fiskeriby stille og roligt mister sin identitet.

Reglerne er år for år blevet strammet for fiskerne, der snart ikke længere kan holde til mere - og det vækker bekymring i lokalsamfundet.

- Jeg synes ikke, der er nogen, der lytter til fiskerne. Det må jeg blankt erkende. De bliver bare gjort til syndebukke hele tiden, siger han.

- Gilleleje har jo været bygget op omkring fiskeriet i flere hundrede år. Selvfølgelig også andre ting, men fiskeriet er bare kæmpe betydning for Gilleleje, så jeg synes, det er vigtigt, at vi gør noget for at bevare det. Turisterne kommer for at se en aktiv fiskerihavn. Det er ikke for at se en lystbådehavn, siger han.

Særligt én lovgivning møder stor bekymring, som lokalmiljøet for alt i verden vil have ændret.

Loven er indgået mellem Danmark og Sverige og siger, at de to landes fiskere ikke må fiske med trawl i Kattegat lige nord for byen.

Men EU-reglerne er anderledes for eksempelvis de tyske fiskere, som på den måde udkonkurrerer de danske.

Lars Nielsen bekymrer sig for reglerne, der giver tyskerne lov til at fiske ud for Gilleleje, mens danskerne må længere væk. Foto: TV 2 Lorry

- Jeg er lige ved at sige, at jeg tror, fiskerne uddør før fiskene gør med den politik og den måde, der bliver ageret overfor dansk fiskeri, siger auktionsmesteren i Fiskeauktion Danmark i Gilleleje, Jan Nordahl.

Tyskere får de store hummere

Oprindeligt blev aftalen indgået for at beskytte torsken, men særligt hummerfiskeriet i Gilleleje bliver ramt hårdt af lovgivningen, da de tyske fiskere kan fange langt større jomfruhummere i det område, hvor de danske fiskere ikke må fiske.

- Tyskeren, der fisker her lige i øjeblikket, fisker nogle rigtigt fine jomfruhummere, som er markant bedre i pris, end de danske fiskere har, siger Lars Nielsen.

Tyskerne fanger større jomfruhummere ud for Gilleleje, end fiskerne selv må. Foto: TV 2 Lorry

Og derfor mener flere parter, at den forskelsbehandlende lov bør ophæves, da den skader mere end den gavner, og at torsken kun bør tilgodeses i en kort periode om året.

- Nu kan jeg være lidt fræk at sige: Torsken den boller jo ikke hele året, ligesom mennesket gør. Så gyder den cirka 14 dage i februar-marts måned, og der har vi også foreslået, at der stopper man fiskeriet, mens torsken gyder, siger Benny Christensen, der er direktør i Fiskernes Filetfabrik i Gilleleje.

"Tudetosset"

Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres fiskeriminister Eva Kjer Hansen, der også var minister dengang, den dansk-svensk lov blev indgået.

Gillelejes havn er stadig præget af erhvervsfiskeri, men beboere og fiskere frygter, at det kan uddø. Foto: TV 2 Lorry

På regeringens vegne fortæller Venstres Hans Andersen dog, at man vil anbefale den efter valget kommende minister at få taget fat på svenskerne hurtigst muligt for at få ophævet loven.

En holdning, som den tidligere borgmester i Gribskov og nuværende kandidat til både folketingsvalget og europaparlamentsvalg for Venstre, Kim Valentin, er enig i:

- Det er jo tudetosset, at tyskerne må fiske, men at danskerne og svenskerne ikke må fiske der, siger han.

Ifølge Kim Valentin bør loven ophæves, og hvis ikke svenskerne vil være med til det, må EU-reglerne tilpasses, så de overtrumfer.

Han kalder det en fejl, at man dengang ikke fik medforhandlet et udløb på aftalen om fiskeforbuddet i Kattegat, men påpeger samtidig en tredje mulig løsning på problemet:

- Det er, at vi sætter os ned og siger: 'Jamen det er en fejl, som vi lavede i forhold til de danske fiskere. Og så må vi jo kompensere de danske fiskere', siger han.

Uanset løsningen skal der ifølge Lars Nielsen i hvertfald snarest gøres noget.

- Hummefiskeriet er det sidste i Gilleleje. Hvis det slutter, er det helt slut, siger han.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik