Christina kom gående i smart rød læderjakke - med sin hvide stok, følende foran sig…
- Jeg er næsten blind - jeg har kun fem procent af mit syn tilbage! Men jeg har min dans og min søn på fem år! Jeg danser salsa - mest quizumba - det er min store passion!"
- Hvordan kan man danse, når man ikke kan se?
- Når man danser, skal man først og fremmest kunne føle dansen - det er det vigtigste! Og jeg behøver ikke at kunne se, for det er jo manden der fører!
- Jeg skal bare følge med og føle rytmen - det er det skønne!
Men der er andre ting der kan være lidt svært. Hun fortæller om sit liv med nedsat syn:
- Jeg bliver ofte spurgt om, hvor meget jeg kan se, hvilket jeg er glad for - spørg endelig! Jeg svarer: Alting og Ingenting, for det er virkelig svært at svare på. Det kommer fx an på lys, kontrast, om jeg er træt eller om jeg har været på stedet før, eller det er nyt for mig.
- Nye steder er der hvor jeg føler, at jeg ingenting kan se - men kendte steder som derhjemme og vejen til Kedelhallen, dér føler jeg at jeg kan se alting, bortset fra når der er uventede ting sat op, som stillads og væltede cykler.
- Der er mange udfordringer i løbet af en ganske almindelig dag. Finde rundt, handle, bestille ting på nettet og søge viden. Jeg bruger tale og forstørrelse, når jeg er på nettet, men hvis hjemmesider og apps ikke er programmeret korrekt, er det ubrugeligt. Fornylig brugte jeg to timer på at prøve forskellige nyhedsapps - jeg fandt kun én, der er nogenlunde.
- Heldigvis har jeg hjemmehjælp, ledsagerordning, min familie og alle mine skønne venner. Alt det tilsammen gør, at jeg kan få min dag til at fungere.
- Marie, min hjemmehjælp og ledsager, hjælper mig fx. med at handle krydderier, pesto, mel og shampoo - det er alt sammen ting, jeg hverken kan mærke, eller lugte forskel på i butikken.
Det sværeste ved at se dårligt som mor, er større sociale børne-arrangementer, og at hente og bringe i børnehaven.
- Hun læser på poser og æsker, om hvordan produkter skal tilberedes og anvendes, samt hjælper med rengøring. Hun lærer mig knapperne at kende på vaskemaskinen, mikroovn og komfur. Vi øver nye veje, fx fra Vanløse til fælledparken. Her er det umuligt for mig at komme over lyskrydset, når jeg skal hjem. Derfor tager jeg en anden og længere rute hjem.
- Der er også mange af mine venner, der er søde til at give mig et lift. Jeg får hjælp til oplæsning af post, hvordan jeg skal bruge just-eat appen, udfyldning af blanketter og hjælp til at få overblik over mine forsikringer. Vi øver supermarkeder, så jeg selv kan finde basis varerne.
- Mine venner hjælper mig med at bestille billetter og tjekke events på FB. Når vi skal være kulturelle inde i byen, mødes vi ved stationer og følges ad resten af vejen - de tjekker om min mascara er fin, læser menukort og meget mere!
- Min familie bor desværre langt væk, men de hjælper også med alt muligt, når de er her. Tak til alle jer der hjælper - kendt, som fremmed på gaden - det gør en stor forskel for mig!
- Min fantastiske søn Silas på 5 år, siger: "Min mor er blind". Jeg har aldrig brugt betegnelsen blind over for ham, det er hans egen oplevelse af mig.
- Han ser alle de gange jeg snubler over en stol, der ikke står hvor den plejer. Han får trampet legokonstruktioner i stykker. Han ser når jeg spytter kaffen ud, når jeg har hældt A38 i fordi der er rod i køleskabet. Han får smadret sit yndlingsglas fordi det ikke stod der hvor jeg troede det var.
- Han hører mig når jeg kommer hjem og brokker mig over cykelparkering, og alle mulige andre forhindringer på fortovet! Lige meget hvor meget jeg får ødelagt af hans ting, siger han, "Mor det gør ikke noget". Når vi selv er på tur, legepladser, museer osv. finder vi en bænk til mig, så han ved hvor jeg er, og hvis jeg vil have fat på ham, rejser jeg mig op. Han er en sej lille dreng.
- Det sværeste ved at se dårligt som mor, er større sociale børne-arrangementer, og at hente og bringe i børnehaven. Her vrimler det rundt med små og store farvestrålende skygger, der siger hej på kryds og tværs.
- Der er ingen af børnene jeg kan genkende, og hvis jeg ikke får udpeget Silas, finder jeg ham ikke. Der er nogle få forældrestemmer jeg kan genkende og selvfølgelig pædagogernes stemmer. Det er stressende og jeg vil helst bare have Silas i tøjet i en fart, og så ud igen.
Det er i samværet med andre mennesker, at det virkelig kan trække tænder ud.
- Jeg bliver tit misforstået, da folk ikke kan se, at jeg ser dårligt. Folk opdager ikke mit badge og min stok og de hører heller ikke, at jeg siger, at jeg ser meget dårligt (mange går med hovedet under armen). Når de så opdager stokken bliver de selvfølgelig vildt flove og undskylder mange gange. De siger: "man kan jo slet ikke se på dig, at du ser dårligt", "du har så flot en holdning", "du er velklædt", eller "du danser vildt godt".
- Jeg er OK med, at jeg ikke kan se hvad nummer bussen har, men jeg er ikke OK med at blive grinet af eller blive bedt om at åbne øjnene, når jeg ikke kan se bussens nummer! Jeg er OK med, at det er tidskrævende og besværligt at gå i butikker, men jeg er ikke OK med, at ekspedienten griner hånligt og siger at det ikke er ægte diamanter, når jeg står med min lup og prøver at se prisen på et par øreringe.
- Andre kunder spørger om jeg skal tjekke salaten for larver eller om jeg vil låne deres briller, når jeg er ved at taste pinkode. Jeg er endda blevet smidt ud af en butik ,fordi jeg gik og rørte ved alting.
Det er ca. en gang om ugen disse ubehagelige episoder sker.
- Nå... dette var et forsøg på at beskrive mit syn. Jeg er forstående over for, at jeg kan blive misforstået, da jeg klarer mig godt som synshandicappet - men det er de færreste der ved, hvor krævende en hverdag kan være for mig rent synsmæssigt - og dermed også psykisk."
Nu ved vi det. Og har noget at tænke over!
