TV 2 Lorry - det vi er fælles om

05:58

TV2/Lorrys nye direktør Morten Kjær Petersen Foto: Niels Knuth

1 af 2

TV 2/Lorry vil skabe Danmarks vigtigste regionale mediehus. Sammen med seerne. Vi har kastet os ud i en omfattende forandringsproces, som over de kommende år vil ændre det TV2/Lorry, som regionen har kendt tidligere.

Ved årsskiftet tiltrådte Morten Kjær Petersen som ny direktør på TV 2/Lorry, og han er ikke i tvivl om, at TV2/Lorry skal prioritere engagement og involvering af seerne og brugerne rigtigt højt, for det er samspil med dem at vi kan udvikle egne vigtige nyheder og udsendelser.

-Vi skal lave nyheder, der vedrører så mange mennesker som muligt, og vores seere og brugere skal have en klar følelse af, at de kan bruge vores nyheder til noget. Vi vil være en del af folks hverdag og zoome ind på de problemstillinger, der er der, hvor seerne og brugerne er i deres hverdag. Det kan for eksempel være i forhold til arbejdslivet, trafik, sundhed, bolig og skole/daginstitutioner.

Centralt i vores nyhedsarbejde er de udsendelser, som de fleste dage bliver sendt på TV 2. Disse bliver styrkede i et tættere samspil med flere forskellige digitale platforme, så vi kan lave flere, mere relevante og bedre nyheder, sammen med seerne og brugerne af vores platforme, siger han.

-Vi prioriterer vores tilstedeværelse på nettet højt - for det er også dér, vores seere og brugere er - uanset, om de er på nettet med en smartphone, en tablet eller fra computeren. TV 2/Lorry skal altid være dér, hvor seerne er. Det gælder eksempelvis også på Facebook - og TV/ 2 Lorrys Facebook-side er vigtig for os, fordi vi kan kommunikere direkte med vores seere dér, og være i dialog med dem. Vi vil lytte til vores brugere, tage deres synspunkter og debatindlæg med ind i dækningen både på tv og digitale medier. Vi vil være optaget af det samme, som vore brugere er optaget af, siger Morten Kjær Petersen.

TV 2/Lorry har sin egen Tv-kanal, som alle i vores sendeområde kan se - gratis. Her har vi indtil nu sendt nyheder og forskellige magasinprogrammer som for eksempel Lounge og Kont@kt. Kont@kt sendte sidste gang den 23. marts, Lounge sender for sidste gang den 24. april. Det er to gode programmer, som vi kommer til at savne, indtil vi sammen med partnere i vores sendeområde finder en ny måde at dække det stof på, som ikke er hardcore nyheder, men som beriger vores hverdag på andre måder.

- Vi vil tænke vores kanal helt forfra. Ambitionen er at skabe en helt ny tv-kanal, der skal være gennemført regional og forankret i den region, der omgiver os. Den skal som sit primære mål være relevant for alle os, der bor præcis her. Det skal være regionalt fjernsyn på en helt ny måde. For hvor de gamle TV-stationer egenhændigt har sat sig på programfladerne, så er det vores kongstanke, at udsendelser og programmer skal udvikles og produceres i samarbejde med en lang række samarbejdspartnere. Vi tror for eksempel på, at hvis vi skal sende TV om unge, så kan det kun blive bedre, når unge selv har en mulighed for at få en finger med i spillet. Ikke bare som medvirkende men også som medansvarlige og medproducerende. På samme måde vil vi gerne samarbejde med foreninger, med kulturinstitutioner, uddannelsesinstitutioner, fonde og enkeltpersoner, der har noget at bidrage med. Alt sammen med os som redaktionelt ansvarlige.

Vi har hjemme i den mest spændende og mangfoldige del af landet. Den er befolket af 1,9 millioner spændende mennesker. Den er spækket med fantastiske historier og den rummer et utal af væsentlige og vigtige institutioner. Alt det skal kunne mærkes på vores nye kanal og på TV 2/Lorry i sin helhed fremover, fastslår stationens direktør og opfordrer:

Skriv til os med dine ideer, forslag eller kritik af det, vi allerede laver. Gå ind på vores Facebook-side. Bland dig i debatten. For TV2 Lorry - Det er vi fælles om.