00:21

Video: TV 2 Lorry

Trodser kulden: De står i kø i hobetal for at få eftertragtet tøj

Omkring hundrede Kendrick Lamar-fans stod i kø i bidende kulde for at få fingrene i eftertragtet tøjkollektion.

- Når man står i solen er det ok, men lige nu er det pænt koldt for fødderne.  

Markus Hofmann Lund har sammen med sin ven Anton Cornelius stået i kø i lidt over en time foran butikken Storm på Store Regnegade i det indre København.

Og de er langt fra de eneste. En horde primært unge mennesker står torsdag i kø foran butikken.

Årsagen er, at den amerikanske rapper Kendrick Lamar sælger en eksklusiv merchandise-tøjkollektion i forbindelse med koncerten i Royal Arena i aften.

Dørene blev åbnet klokken ti, hvor køen allerede var velvoksen. Kendrick Larmar annoncerede allerede udsalget onsdag aften på Twitter, og det er ikke gået uhørt hen.

En time er gået, da TV 2 Lorry dukker op, og nervøsiteten har meldt sig blandt dem i køen.

Kendrick Lamar har optrådt flere gange i Danmark. Her under Roskilde Festival i 2015. Foto: Simon Læssøe - Ritzau Scanpix

- Nu er vi lidt nervøse for, at det hele er væk, siger Markus Hofmann Lund og suppleres af sin ven:

- Det er noget fedt tøj. Jeg er fan er Kendrick Lamar, og det her er en oplagt mulighed for at få noget fedt tøj, siger Anton Cornelius.

Rejst hele vejen fra Israel

I køen er også flere italienske turister.

Den måske mest passionerede Kendrick Lamar-fan i køen er dog Guy Assif. Han er rejst hele vejen fra Israel sammen med sin ven for at opleve Kendrick Lamar i Royal Arena. 

01:23 Luk video

I aftes så han på rapperens twitterprofil, at tøjkollektionen ville blive frigivet i butikken. Derfor var det obligatorisk at troppe op for at få fingrene i tøjet.

- Vi fandt ud af det i aftes, så vi kom herned i morges for at stå i kø, så vi kan få en t-shirt eller en hættetrøje. Men vi havde ikke regnet med, at det ville være så koldt, siger Guy Assif.

Han ankom til København i går og var så lamslået af kulden, at han kun brugte fem-ti minutter uden for sit hotel fredag. Men kulden trodser han gerne for at stå i kø.

- Jeg fik billetter for seks måneder siden, og nu er jeg her weekenden over. Vi havde ikke regnet med minus syv grader, men i dag har vi ok tøj på, siger han. 

Kendrick Lamar spiller i Royal Arena i aften klokken 20. Billetterne blev udsolgt samme dag, de blev sat til salg.

Sådan så køen til tøjbutikken ud omkring klokken 10:30 i formiddags. Foto: Lone Silberbrandt, TV 2 Lorry Foto: Louise Nygaard