Foto: TV 2 Lorry

Tre skudepisoder på syv dage: Nu undersøger politiet sammenhæng

I marts sidste år blev der skudt i parkeringskælderen under Fields på Amager. I den seneste uge er der blevet skudt tre steder i Københavnsområdet - nu undersøger Politiet en mulig sammenhæng.

Tre skyderier på en uge i Københavnsområdet har betydet, at Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi nu efterforsker, om der kan være en sammenhæng. Det skriver Ekstra Bladet.

De tre skudepisoder har på mirakuløs vis ikke kostet menneskeliv, men sagerne behandles alligevel med største alvor fra politiets side.

Første skyderi fandt sted i Tingbjerg, hvor der blev affyret to varselsskud i en ungdomsklub tirsdag i sidste uge. Her kom ingen til skade, og det lykkedes ikke for politiet at anholde nogen pistolmænd.

Få timer efter første skyderi blev en 23-årig mand skudt i brystet tre gange foran sin lejlighed i Perikumhaven i Herlev, mens der i går aftes blev der skudt fem gange mod en kioskfacade i Tingbjerg, mens både kunder og kioskejere måtte springe for livet.

Københavns Politis Vicepolitiinspektør Torben Svarre udtaler til Ekstra Bladet, at de to episoder i Tingbjerg er særligt spændende, da de er foregået mindre end en kilometer væk fra hinanden.

Der kan måske være tale om en uløst konflikt mellem to bandegrupperinger i København, lyder gisningerne fra Ekstra Bladet, der kobler det massive skyderi fra parkeringskælderen under Fields på Amager i marts måned sidste år.

Her var to bandegrupperinger mødtes i shoppingcenteret, og situationen kulminerede med knive og pistolskud mellem grupperne - først i shoppingcenteret og derefter i parkeringskælderen under Fields.

Ifølge Ekstra Bladet blev tre sårede - en så slemt, at han fortsat sidder i kørestol.

Københavns Politi bekræfter overfor Ekstra Bladet, at der kan være en sammenhæng mellem sagerne.

-  Vi har hørt fra kilder i miljøet, at der kan være sådan en sammenhæng, og det efterforsker vi selvfølge også, lyder det fra Vicepolitiinspektør Torben Svarre.