Foto: TV 2 Lorry - arkiv

Ti år gammel ulykke: Nu skal Banedanmark betale

Cirka 50 personer kom til skade i en togulykke for ti år siden ved Lyngby Station. Nu slår Højesteret fast, at Banedanmark skal betale 26 millioner.

Banedanmark bærer halvdelen af ansvaret for en ti år gammel togulykke ved Lyngby Station. Det har Højesteret slået fast onsdag.

Landets øverste domstol er dermed enig med Østre landsret, der kom frem til samme resultat i december sidste år.

Dermed skal Banedanmark betale i alt cirka 26 millioner kroner til DSB og Codan Forsikring.

Omkring 50 personer kom til skade ved ulykken, mens lokomotivføreren blev alvorligt kvæstet.

Ulykken skete den 14. februar 2005, da et S-tog kørte for stærkt. Men samtidig var der heller ikke tilstrækkeligt lys i et signal, hvilket Banedanmark har ansvaret for.

Derfor har begge parter - DSB og Banedanmark - et ansvar, der har været medvirkende til ulykken, lyder det blandt andet i Højesterets begrundelse.