Politiet har spærret området af efter knivstikkeriet lørdag aften. Foto: Christina Gerion - TV 2 Lorry

Politiet har spærret området af efter knivstikkeriet lørdag aften. Foto: Christina Gerion - TV 2 Lorry

Politiet har spærret området af efter knivstikkeriet lørdag aften. Foto: Christina Gerion - TV 2 Lorry

1 af 3

Teenager anholdt for knivstikkeri på Amager

En teenager er anholdt i forbindelse med knivstikkeriet på Amager lørdag aften, hvor en 16-årig dreng blev stukket i lysken.

Københavns Politi har anholdt en person i forbindelse med et knivstikkeri lørdag aften omkring Skånegade på Amager.

- Vi har anholdt en ung mand, som vi mener var del af den gruppe, som stod bag det her knivstikkeri, siger efterforskningsleder Robert Jensen tidligt søndag morgen.

- Vi vil forsøge at få ham fremstillet søndag. Han vil blive sigtet for drabsforsøg, tilføjer efterforskningslederen.

Den mistænkte er teenager og kommer fra Amager.

Yderligere oplysninger ønsker politiet af hensyn til den videre efterforskning af sagen ikke at komme med.

Der indløb en anmeldelse kort før klokken 19 lørdag aften om, at en 16-årig dreng var blevet stukket i lysken med en kniv.

En gruppe bestående af omkring fem mænd blev ifølge politiet set løbe fra stedet, og politiet er meget interesseret i at høre fra vidner, der har set noget.

Den 16-årige blev overført til Rigshospitalet. Politiet regner først med at få nyt om hans tilstand i løbet af dagtimerne.

Politiet er indtil videre på bar bund med hensyn til motivet for overfaldet.