Sygeplejersker: Forlig får store konsekvenser for patienterne

Man kan ikke nedlægge 900 stillinger, uden at det går ud over kvaliteten af behandlingen og plejen, siger kredsformand i Dansk Sygeplejeråd.

Lavere kvalitet, dårligere arbejdsmiljø og flere udfordringer for patientsikkerheden.

Det er resultatet af det nye budgetforlig i Region Hovedstaden, mener Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden.

Budgetforliget indebærer besparelser på 640 millioner kroner, og kredsformanden i Dansk Sygeplejeråd i hovedstaden kalder det en trist dag for Region Hovedstaden.

- Det her får alvorlige konsekvenser for patienterne i regionen. Man kan simpelt hen ikke spare 640 millioner kroner og nedlægge 900 stillinger uden at det går ud over kvaliteten af behandlingen og plejen, siger kredsformand Vibeke Westh.

Hun henviser til, at et i forvejen presset personale endnu engang skal løbe hurtigere, og det går ud over patientsikkerheden og arbejdsmiljøet.

Savner politisk mod til prioritering

Hospitalerne i regionen har fremlagt hver deres sparekatalog, men politikerne vendte kun tommelfingeren nedad til ganske få af besparelserne.

Vibeke Westh ærgrer sig over, at forligspartierne ikke har gravet sig dybere ned i sparekataloget for at fjerne flere af tidslerne.

- Politikerne har reelt valgt at overlade ansvaret for de alvorlige besparelser til de enkelte afdelinger. Det bliver den enkelte sygeplejerske, der kommer til prioritere mellem alvorligt syge patienter, og som ender med at stå på mål for patienternes berettigede frustrationer. Politikerne har ikke foretaget prioriteringen, siger Vibeke Westh.

Hun fremhæver blandt flere besparelser, at budgetforliget lukker medicinske senge, selvom der har været bred politisk enighed om at bekæmpe overbelægningen på de medicinske afdelinger. Samtidig savner hun investeringer i kompetenceudvikling, rekruttering og fastholdelse. 

Få gode tiltag

Der er dog lyspunkter i budgetforliget, også set med sygeplejerskernes øjne, lyder det fra Vibeke Westh.

- Jeg er tilfreds med, at besparelserne indfases over længere tid, så de kan findes ved naturlig afgang i stedet for fyringer. Og så er det godt, at man vil styrke indsatsen for arbejdsmiljøet, blandt andet ved at indtænke det i driftmålsstyringen. Nu skal politikerne vise i praksis, at de vil gøre noget ved det – og det bliver svært, med de besparelser, siger sygeplejerskernes formand i Region Hovedstaden. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik